Submitted by Anonymous (not verified) on
MIljøinitiativer.png

Skarpt felt kæmper om Golfsportens Natur- og Miljøpriser

150.000 golfspillere ved det allerede. Men ikke alle andre er klar over det store natur- og miljøarbejde, der foregår på de omkring 13.000 ha golfbaner i Danmark. For at hylde golfklubbernes indsats og inspirere til nye tiltag, uddeles Golfsportens Natur- og Miljøpriser derfor nu for femte gang. Der uddeles ialt tre priser. Golfsportens Natur- og Miljøpris på 75.000 kr. samt to inspirations-priser á 10.000 kr. som den bredt sammensatte jury bag priserne har udvalgt.

De mange ansøgninger til priserne viser endnu engang, at både flora og fauna trives rigtig godt på de danske golfbaner, og der bliver igangsat mange nye initiativer for at endnu flere mennesker kan få glæde af dette. Den såkaldte multifunktionelle golfbane, hvor arealerne bl.a. bruges til andre former for friluftsliv, syntes at have fundet indpas i golfsporten. Desuden er tiltag som opsætning af fuglekasser og afgræsning med får, efterhånden blevet almindeligt rigtig mange steder rundt i hele landet.

De tre nominerede golfklubber til Golfsportens Natur- og Miljøpris er Asserbo Golf Club, Grenaa Golfklub og Hornbæk Golfklub. Vinderne af inspirations-priserne afsløres ikke endnu.

- Golfbanerne indeholder et enormt potentiale når man ser på både naturen og miljøet. Med en gennemsnitlig størrelse på lidt over 70 ha, er der masser af muligheder og vi vil meget gerne opfordre til et endnu tættere samarbejde med andre grønne organisationer og myndigheder, dette gælder både nationalt og lokalt, siger Jim Staffensen, formand i Dansk Golf Union.

- Finalefeltet er igen i år rigtig stærkt og det glæder mig at golfklubberne prioriterer natur og miljøarbejdet højt. Golfbanerne har rigtig meget at byde på. Både golfspillere og besøgende kan nyde naturen i det daglige, og det ville være dejligt hvis Natur- og Miljøpriserne kunne være med til at åbne andre folks øjne for golfbanernes herligheder, siger Jesper Kristensen, der er  formand i Danish Greenkeepers Association.

Nedenfor kan du se en præsentationsvideo fra hver af kandidaterne til Golfsportens Natur- og Miljøpris.
 

Asserbo Golf Club

 

Greenaa Golfklub

 

Hornbæk Golfklub

 

De tre nominerede klubber er ikke alene om at foretage en stor indsats på natur- og miljøområdet. Mange andre danske golfklubber har fokus på emnet, Vi har samlet alle de gode initiativer i et inspirationskatalog, som kan ses her:


Komiteen bag Golfsportens Natur- og Miljøpris består af repræsentanter fra Dansk Golf Union, Friluftsrådet, Danmarks Idrætsforbund, Danmarks Naturfredningsforening, Miljøstyrelsen og medstifterne af prisen Danish Greenkeepers Association. Vinderen afsløres på Dansk Golf Unions repræsentantskabsmøde lørdag d. 17. marts 2018.

 

Kontaktinformation

Torben Kastrup Petersen
Banechef
mobil: +45 40409102
mail: tkp@dgu.org