Submitted by Anonymous (not verified) on
Klubnyt-foto_TURNERINGER.png

Slå et slag for kuglerne sammen med Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse har sammen med Dansk Golf Union udviklet golfturneringen Slå et Slag, så den til næste år vil have fokus på mænd og kræft og turneringen vil blive markedsført som "Slå et Slag for kuglerne". Både mænd og kvinder kan deltage i Slå et Slag for kuglerne, og der kan afholdes flere turneringer i samme klub.

Med golfturneringen 'Slå et Slag for kuglerne' sætter Kræftens Bekæmpelse fokus på mænd og kræft og de indsamlede midler fra turneringen går til Mand det nytter - Kræftens Bekæmpelses arbejde med mænd og kræft inden for de tre hovedområder: Forskning, patientstøtte og forebyggelse. Og det nytter at støtte. F.eks. overlever dobbelt så mange mænd kræft i dag i forhold til i 1968.

- Alle kan deltage i kampen om de spændende præmier. Mange er glade for at gå 18-huller og samtidig støtte et godt formål. Derfor er alle klubmedlemmer velkomne til at deltage i Slå et Slag for kuglerne, der både kan afholdes som en klubturnering eller i en klub i klubben. Vi er taknemmelige for hver en krone, der indsamles, og er stolte over at kunne præsentere nogle spændende hovedpræmier, som klubberne kan vinde, siger Charlotte Ritter Jespersen, eventansvarlig for golf i Kræftens Bekæmpelse.

Håndboldprofilen Lars Christiansen og Oswald Academy sponserer hovedpræmier til klubber, der indsamler flest penge til Kræftens Bekæmpelses arbejde med mænd og kræft. Det er nemt at deltage i Slå et Slag for kuglerne, der er frie turneringsbetingelser, og alle klubber, som deltager, modtager en kasse med præmier.

I Dansk Golf Union er vi også glade for at kunne hjælpe med at støtte den gode sag.

- Vi indledte dialogen med Kræftens Bekæmpelse, fordi vi ønskede at hjælpe med at få samlet flere penge ind i Pink Cup. Samtidig har vi været i tæt dialog omkring udviklingen af Slå et Slag for kuglerne, og vi håber derfor også, at mange klubber vil støtte op om den turnering, som også støtter en god sag, siger kommunikationschef i Dansk Golf Union, Jesper Jürgensen.

Læs mere om Slå et Slag for kuglerne og hovedpræmierne på www.slåetslag.dk