Submitted by Anonymous (not verified) on
4udtaget.png

Truppen udtaget - se hvem der skal forsvare pigernes EM-guld

Dansk Golf Union har nu udtaget de fire pigespillere, der skal repræsentere Danmark ved pige-EM på Green Resort i Hruba Borsa i Slovakiet den 23-26. september.

De fire er:

Amalie Leth-Nissen, Hjortespring Golfklub

Cecilie Leth-Nissen, Hjortespring Golfklub

Christina Thouber, Kokkedal Golfklub

Emma Bunch, Mølleåens Golf Klub

Ved turneringen skal de fire forsøge at gentage guldet fra 2019, hvor pigelandsholdet vandt hold-EM i Spanien efter en medrivende finalesejr over værtsnationen. En sejr, som de seks spillere modtog Den Gyldne Golfbold for.

- Som forsvarende mester kunne vi godt sige, at guld er det eneste vi går efter, men virkeligheden er, at vi kun har to gengangere på holdet, og sådan vil det være i større eller mindre grad for de andre hold også, siger Claus Mølholm, der er eliteansvarlig i Dansk Golf Union.

De to gengangere fra guldholdet er Leth-Nissen søstrene, mens Christina Thouber og Emma Bunch altså spiller deres første slutrunde for Danmark.

- Spiller pigerne op til niveau, så kommer vi videre fra slagspilskvalifikationen til medaljespillet i "Flight A". I hulspil er det ofte marginaler og en gang imellem også tilfældigheder, der afgør de tætte kampe. Der må vi tage det én kamp af gangen, lyder det fra Claus Mølholm.

På grund af coronavirus er EM-slutrunderne i år arrangeret på hel anden vis end normalt. 

Slutrunderne afvikles normalt over fem dage og med seks spillere på hvert hold. I år foregår det over fire dage med fire spillere på hvert hold.

Samtidig holdes de forskudt, hvor herrer, damer, piger og drenge normalt alle spiller i samme uge.

I år betyder det, at en spiller som Amalie Leth-Nissen, der først fylder 16 i næste uge, kan blive udtaget til både dame- og pige-EM. 

Det er første gang siden 2012, at det er muligt for en spiller at deltage i flere slutrunder. Dengang blev Daisy Nielsen og Caroline Nistrup udtaget til både pige- og dameholdet.

De danske dame- og herrelandshold spiller allerede EM fra onsdag i denne uge.

 

Kontakt 

Claus Mølholm, 28 89 51 39