Submitted by Anonymous (not verified) on
Thomas Bjørn.jpg

Udnævnelse af Thomas Bjørn er en milepæl i Dansk golfhistorie

Thomas Bjørn skal stå i spidsen for det europæiske Ryder Cup-hold i Frankrig i 2018. Udnævnelsen sætter en tyk streg under Thomas Bjørns status i golfverdenen.

Kun to måneder efter sidste Ryder Cup er det nu offentliggjort, at danske Thomas Bjørn skal være kaptajn for Europas 12 stærkeste spillere, når næste Ryder Cup afvikles i september 2018.

Thomas Bjørn bliver den første skandinav, der bliver udpeget til det prestigiøse hverv.

- Det er en milepæl i dansk golfhistorie. Vi kan kun være stolte i Danmark, og det her kan være med til at styrke den danske golfkultur. At blive udnævnt til Ryder Cup-kaptajn er én af de største æresbevisninger, en europæisk golfspiller kan få. Man behøver bare at tage et kig på de andre store navne, der har været Ryder Cup-kaptajner, siger Morten Backhausen, direktør for Dansk Golf Union.

Thomas Bjørn fik sin egen Ryder Cup-debut tilbage i 1997, hvor legendariske Severiano Ballesteros var europæisk kaptajn. I alt har Thomas Bjørn deltaget i tre Ryder Cups som spiller og fire som vicekaptajn. Det giver ham en unik ballast til at være kaptajn ved Ryder Cup, som er én af golfsportens absolut største begivenheder.

Udnævnelsen sætter en tyk streg under, hvor stor respekt, Thomas Bjørn nyder på den europæiske golfscene.

Den 45-årige silkeborgenser har vundet 15 gange på europatouren, hvilket bringer ham på linie med mange af de største europæiske golfnavne. Han har de sidste ti år også været formand for europatourens turneringsudvalg. Det har givet ham en særlig indsigt og har givet haft betydning for, at man regner med ham som manden, der kan bringe Ryder Cup-trofæet tilbage til Europa efter nederlaget i Minnesota for to måneder siden.

- Thomas Bjørn er den suverænt mest vindende danske golfspiller i historien og vejen til toppen blev banet af de mange professionelle golfturneringer i Danmark i 90'erne. Han vandt Himmerland Open, som var den første af tre sejre på Challenge Touren i 1995, og allerede i 1996 vandt han som den første dansker på European Tour. Siden har mange forskellige danske spillere vundet, men Bjørn var den, der fik hul på bylden og viste vejen for de andre, udtaler Claus Mølholm, eliteansvarlig i Dansk Golf Union

Ryder Cup spilles hvert andet år, når Europas 12 bedste spillere dyster mod USA's bedste. Turneringen har eksisteret siden 1927. Over de sidste 30 år har den på grund af intens rivalisering og underholdende matcher udviklet sig til at være en af de mest sete begivenheder i golf - på linie med herrernes fire årlige majors.

Ryder Cup 2018 bliver spillet på Le Golf National uden for Paris. De sidste tre europæiske Ryder Cup-kaptajner er Jose Mariá Olazábal, Paul McGinley og Darren Clarke. De tre har været med til at udpege Thomas Bjørn som ny kaptajn.

Kontakt

Claus Mølholm, elitechef i Dansk Golf Union Tlf: 28 89 51 39
Morten Backhausen, direktør for Dansk Golf Union Tlf: 20 45 93 23