19. MARTS 2016
Viborg Golfklub fik i dag overrakt Golfsportens Miljøpris 2016 som et bevis på den store miljøindsats, klubben har gjort gennem mange år. Det er tredje år, at prisen er blevet uddelt for at sætte fokus på de mange grønne tiltag i landets golfklubber.
Tre klubber var nomineret til prisen og de seneste tre uger har man på Golf.dk kunnet se præsentationsvideoer af de tre finalister som, foruden Viborg Golfklub, talte runner-ups Asserbo Golf Club og Skærbæk Mølle Golfklub.
Vinderen af Golfsportens Miljøpris udvælges af en komité bestående af repræsentanter fra Friluftsrådet, Danmarks Idrætsforbund, Danmarks Naturfredningsforening, Miljøstyrelsen, Dansk Greenkeeper Forening og Dansk Golf Union.
I dommerkomiteen var der trods flere gode ansøgninger ikke tvivl om, at Golfsportens Miljøpris 2016 skulle tilfalde Viborg Golfklub.
Preben Schmidt fra dommerkomiteen udtaler bl.a.i sin motivation for prisen:
- Viborg Golfklub kommer rigtig godt omkring alle aspekter af natur- og miljøarbejdet. De er unikke med deres forsøg med alternativ bekæmpelse af gåsebiller - også i udviklingsperspektiv. Klubben gør mange rigtige ting som f.eks. at være en aktiv medspiller i tilblivelsen af en ny naturpark. De kendetegnes ved at lave fremragende naturkvalitet og -udvikling. De er uden tvivl en værdig vinder af Golfsportens Miljøpris 2016, siger Preben Schmidt fra Friluftsrådet i sin motivation.
Sidste år var det Samsø Golfklub som vandt og i 2014 tog Furesø Golfklub prisen. Men i 2016 blev det som Viborg Golfklub, og det var da også en tydeligt bevæget formand, som sagde:
- Jeg vil godt udtrykke stor glæde og stolthed over, vi har modtaget prisen. At det lykkedes skyldes et stort arbejde fra vores medarbejdere, de frivillige og en stærk holdånd, sagde Niels Kiil, formand for Viborg Golfklub.
Golfsportens Miljøpris blev i år overrakt af Jim Staffensen, formand for Dansk Golf Union i forbindelse med Dansk Golf Unions årlige repræsentantskabsmøde, der blev afholdt i Korsør. Med prisen fulgte en check på 75.000 kr. samt en gylden plaque til klubhuset, som fysisk bevis på sejren.
Se alle golfklubbernes natur- og miljøinitiativer gennem de sidste tre år her:
3 NOMINEREDE KLUBBER OG DERES VIDEOER
Viborg Golfklub - klik her for at se video
Viborg Golfklub har gennem mange år været kendt i golfkredse, som en af de absolutte foregangsklubber ift. udvikling af tiltag, der fremmer natur og miljø. Klubben er miljøcertificeret hos Golf Environment Organisation (GEO) og har herigennem indført natur- og miljøarbejde i klubbens DNA. Det betyder, at klubben altid har natur og miljø med i overvejelserne, når der tænkes nye tanker og strategi.
Skærbæk Mølle Golfklub - klik her for at se video
Greenkeeper Jesper Hansen er begejstret for nomineringen til Golfsportens Miljøpris 2016 og udsigten til måske at vinde og så oven i købet i klubbens jubilæumsår. Skærbæk Mølle Golfklub ligger midt i den vestjyske natur med mange beskyttede naturområder på anlægget. Derfor er det også helt naturligt for klubben at arbejde målrettet med udviklingen af netop den natur. Som en del af arbejdet har klubben udarbejdet en gennemført naturguide til både golfspillere og andre gæster.
Asserbo Golf Club - klik her for at se video
Asserbo Golf Club har gennem mange år beskæftiget sig med udvikling af både natur og miljø på deres fine anlæg. Især brugen af golfbanen som multifunktionelt anlæg har været et omdrejningspunkt og klubben har således ofte besøg af mange andre brugere end golfere. Det gælder både dem, som på daglig basis benytter anlæggets mange stier til dem, der kommer som del af åbne arrangementer.
For yderlige informationer
THOMAS HOFFMANN JEPSEN
Banekonsulent
m +45 51 16 26 95
thj@dgu.org