Submitted by hkr on
Pigefællesksaber golf

16 piger fra seks klubber – sådan bygger de et stærkere pigefællesskab

Onsdag aften var 16 piger fra seks forskellige golfklubber samlet i Brøndby Golfklub til endnu en fælles træning og aktivitetsaften.

Pigerne kom fra Brøndby, Hjortespring, Greve, Dragør, Ishøj og CGC, og samlingen var den anden i år for det tværgående pigefællesskab. 20 piger er tilmeldt netværket og der arbejdes på at få endnu flere med fra klubberne.

Aftenen begyndte med fællestræning sammen med Brøndbys kvindelige træner Karen og en gruppe engagerede frivillige. Pigerne blev blandet på tværs af klubberne, så de lærte nye piger at kende og spillede sammen med hinanden på tværs af klubberne.

Efter træningen blev golfen sat lidt på hovedet. I små hold byggede pigerne deres egne skøre minigolfbaner, præsenterede dem for hinanden og spillede dem efterfølgende. Det gav masser af grin, kreativitet og gode snakke – en mere afslappet aktivitet, hvor pigerne i høj grad fik snakket og pjattet sammen og man kunne se fællesskabet og relationerne blomstre endnu mere.

Ines fra Brøndby Golfklub udtaler “Jeg kan godt lide det fordi man får snakket med nogle andre end dem man plejer.”

Det gode sommervejr satte naturligvis også sit præg på dagen. En hjælpsom far kørte efter is til hele gruppen, som blev nydt på putting greenen, inden dagen sluttede med hjemmebag og uddeling af fællesskabets nye hoodies.

“Personligt er jeg rigtig glad for forløbet. Nogle af de piger, der sad sammen og hyggede på græsplænen, var faktisk blandede klubber. Som forældre er det faktisk også rart at lære de andre forældre at kende. Og som juniorleder også værdifuldt ift sparring med andre klubber. Tak for al hjælp til DGU.” udtaler Rasmus fra Brøndby Golfklub. 
 

Bliv en del af de nye fællesskaber

Dette pigefællesskab er ét af ti nye pigefællesskaber, der er etableret rundt om i landet de seneste tre måneder. I alt er omkring 40 golfklubber nu en del af et tværgående pigefællesskab, hvor piger mødes på tværs af klubber til golf, fællesskab og nye relationer.

Fællesskaberne ser forskellige ud fra område til område. Nogle mødes til fællestræning, andre arrangerer sociale aktiviteter, camps eller fælles spil. Fælles for dem er, at de giver pigerne et større netværk og flere piger at dele golfsporten med.

Yderligere 10 klubber har allerede meldt deres interesse for at blive en del af et fællesskab, og vi hjælper meget gerne endnu flere områder i gang.

Har jeres klub også lyst til at undersøge mulighederne for et pigefællesskab på tværs af klubber?

Læs mere og meld jeres interesse her: https://www.danskgolfunion.dk/pigefaellesskaber-paa-tvaers-af-klubber