Submitted by cth on
Landsholdslejr

Dansk Golf Union ansætter to store trænerprofiler til landsholdet

Dansk Golf Union har ansat Caroline Hedwall og Christian Post til trænerteamet omkring det danske golflandshold.

 

Christian Post kommer til at bestride posten som pigelandstræner. Caroline Hedwall bliver performance coach for damespillerne under DGU’s pro-team. 

- Jeg er helt utrolig glad og stolt over, at vi kan styrke vores landstrænerteam med de to ansættelser. De to har tilsammen en enorm erfaring, og jeg er meget imponeret over den passion og energi, som de begge er kommet med i vores samtaler op til ansættelsen, siger Christian Bindslev, der er sportschef i Dansk Golf Union.

Svenske Caroline Hedwall har i årevis været en del af verdenseliten. Hun har været i top-25 på verdensranglisten og har været en del af fem europæiske Solheim Cup-hold.

- Jeg elsker at coache spillere. Det er motiverende at arbejde med spillere, der har et drive til at blive de bedste. Jeg elsker den energi, der er i det, siger Caroline Hedwall, der tidligere har støttet det svenske landshold som coach.

Hun vurderer, at hun især kan støtte de danske pro’er og stærkeste amatører i at tage ejerskab over deres udvikling.

- Det er mentalt hårdt at være elitespiller. Hvis du ikke har prøvet det selv, kan det være svært at vide, hvad det er for nogle spørgsmål, du skal stille spillerne. Jeg kan blandt andet hjælpe dem med, hvordan man lægger en årsplan, hvordan man kommer rundt på bestemte baner og hvordan man præsterer under pres, siger hun.

Christian Post er selv tidligere professionel spiller og har i mange år været cheftræner i Søllerød Golfklub, hvor han selv har været med til at udvikle nogle af vores bedste kvindelige talenter.

- Det bliver spændende at kunne bruge endnu mere tid på det. Der er så mange forskellige faser i den alder, de har, og jeg synes, at det blandt andet handler om ikke at komplicere det for meget. Der skal være den der glæde i at spille som junior. Jeg kender tre-fire af pigespillerne og glæder mig til at møde de andre og komme ind på livet af dem, siger Christian Post.

I Søllerød Golfklub meddeler man, at man er glad og stolt på Christian Posts vegne, selvom medlemmerne kommer til at savne ham. Klubben går nu i gang med at lede efter en ny cheftræner.

 

Allerede om ti måneder venter der Christian Post en særlig opgave. Han skal stå i spidsen for Danmark på hjemmebane, når Rungsted Golf Klub er vært for hold-EM for piger. Det har han flere grunde til at glæde sig til. Christian Post vandt i 1993 en Challenge Tour-turnering i Rungsted, han har været med til at vinde Danmarksturneringen på banen, og han har sågar holdt sit bryllup i klubben.

- Alt, hvad der siger Rungsted, har jeg det godt med, griner han.

Den hidtidige pigelandstræner, Anders Danielsen, overtager fremover hvervet som damelandstræner. Han kommer også til at have ansvar for de kvindelige pro’er i samarbejde med Caroline Hedwall.

- Jeg glæder mig til at arbejde videre med nogle af de dygtige spillere, jeg også har trænet som pigespillere. Og jeg glæder mig til samarbejdet med Christian og Caroline, som hver især kommer med virkelig stærke kvalifikationer, udtaler Anders Danielsen.

- Vi har skabt et virkeligt stærkt setup, hvor trænerteamets kompetencer, erfaringer og perspektiver supplerer hinanden. Jeg tror på, at dette team kan være med til at løfte vores spillere og vores samlede elitearbejde fra et i forvejen højt niveau, slutter Christian Bindslev.

 

Kontakt

Christian Bindslev, cbi@dgu.org, 51 17 75 56