Danske Banks Talentudviklingspris 2026 går til Mads Heller fra Smørum Golfklub og Marie Eline Madsen fra Viborg Golfklub.
Det blev offentliggjort fredag i forbindelse med Golf Klub Danmarks årsmatch på Great Northern.
De to modtager hver 25.000 kroner, som de kan bruge til at fremme deres udvikling og karrierer som golfspillere.
Marie Eline Madsen, der nu er 22 år, modtog også prisen i 2024.
- Jeg er meget stolt og glad for at modtage denne pris. Pengene falder på et tørt sted, da qualifying ikke er billigt, siger Marie Eline Madsen.
Marie Eline Madsen er aktuelt på college i North Carolina. Hun har vundet seks individuelle sejre i det amerikansk collegesystem, hvilket har bragt hende op som nummer 19 på amatørernes verdensrangliste.
Hun støber netop nu kuglerne til en professionel karriere og forsøger at erhverve sig et kort til LPGA Tour.
Mads Heller er lige fyldt 20 år, og han har imponeret over de sidste mange måneder. Han vandt en turnering i Argentina i efteråret 2025 og siden har han hentet top-10 placeringer i så forskellige lande som De Forenede Arabiske Emirater, Portugal, Spanien, Italien, Østrig, Skotland og Danmark.
- Det har været et rigtig godt år resultatmæssigt for mig, men der ligger også meget hårdt arbejde bagved. Jeg kommer til at koncentrere mig om Europa igen næste år, men kunne også godt tænke at teste mig selv af i USA. Det kan pengene måske bruges til, siger Mads Heller.
Hos Danske Bank glæder man sig over at kunne støtte to af Danmarks mest lovende golfspillere.
- Vi ønsker at anerkende de unge mennesker, som gennem hårdt arbejde, disciplin og vedholdenhed udvikler deres potentiale og forfølger deres ambitioner. Store resultater opstår sjældent fra den ene dag til den anden. De skabes gennem dedikation, nysgerrighed og viljen til hele tiden at blive lidt bedre. Derfor er vi stolte af at være med til at hylde næste generation af danske golftalenter, udtaler Jesper Mikuta Frederiksen, Global Head of Investment Sales & Distribution hos Danske Bank.
Mads Heller og Marie Eline Madsen skriver sig ind på en fornem liste over modtagere af talentudviklingsprisen. Nogle af de tidligere vindere er Nicolai Højgaard, Puk Lyng Thomsen, John Axelsen, Kristian Bressum, Sofie Kibsgaard og Emma Bunch.
Kontakt
Christian Bindslev, sportschef i Dansk Golf Union, cbi@dgu.org, 51 17 75 56