Submitted by cth on
Esbjerg Myrtue

Danske golfbaner reducerer pesticidforbruget markant

Golfsporten tager store skridt på vejen mod en udfasning af pesticider.
 

- Golfbanerne bruger i dag langt færre pesticider, og de udgør en langt lavere belastning. Det er resultatet efter, at der for 10 år siden blev indført restriktioner for brug af pesticider på golfbaner, skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

I den uddyber styrelsen, at forbruget af pesticider er faldet med 27 procent siden 2020. Belastningen som følge af brugen af pesticider er faldet med hele 60 procent i den periode.

- Det er en rigtig positiv udvikling som viser, at golfsporten tager sit grønne ansvar alvorligt, siger Torben Kastrup Petersen, der er banechef i Dansk Golf Union.

Han giver de danske greenkeepere en stor del af æren, da det er dem, der skal håndtere skadevoldere og græssygdomme på banerne uden at kunne bruge de kemiske midler, man før har brugt.

Der kommer formodentlig yderligere stramninger for pesticidreglerne fra EU i de kommende år, så udviklingen ventes at fortsætte.

- Det er derfor vigtigt at få fortalt, at golfspillere fremover skal vænne sig til golfbaner med et mere naturligt udtryk, hvor der eksempelvis vil optræde flere områder med ukrudt og flere skader fra svampe- eller insektangreb på græsset, siger Torben Kastrup Petersen.

 

Kontakt, Torben Kastrup Petersen, 40 40 91 02 eller tkp@dgu.org