I forhold til nedenstående er der yderligere opdateret 11. maj, idet afstandskravet er ændret fra to meter til én meter.
Regeringen har torsdag d. 7. maj offentliggjort sin plan for anden fase af genåbningen af det danske samfund. Her blev det meddelt, at regeringen fastholder forsamlingsforbuddet på 10 personer i foreløbigt “den næste måneds tid”. Fredag morgen blev det offentliggjort, at forsamlingsforbudet ventes løftet til 30-50 personer fra den 8. juni.
Det betyder, at Dansk Golf Union fastholder de tidligere fremsendte anbefalinger om spil på banen, brug af træningsfaciliteter, afholdelse af klubturneringer mv. Se disse anbefalinger her.
En fastholdelse af forsamlingsforbuddet på 10 personer betyder samtidig, at DGU aflyser alle planlagte DGU-turneringer og træf, så længe det nuværende forsamlingsforbud består og som minimum til og med den 8. juni.
Vi uddyber her begrundelsen for beslutningen.
Vi håber fortsat at gennemføre alle efterfølgende DGU-turneringer, inklusive Danmarksturneringen.
DGU vil komme med anbefalinger til genåbning af restauranter og klubhuse, så snart vi kender myndighedernes retningslinjer. Det vil ske inden den 18. maj, hvor danske restauranter i almindelighed har lov til at åbne med restriktioner.