Submitted by Anonymous (not verified) on
Emily_Pedersen-preview.jpg

Emily Pedersen henter den største sejr til dansk damegolf i fire år

Den 24-årige Emily Pedersen fra Smørum Golfklub vandt søndag Tipsport Czech Ladies Open.

 

Turneringen er en del af Ladies European Tour, og sejren er den første danske triumf på Ladies European Tour, siden Nanna Koerstz Madsen vandt selvsamme turnering i 2016. 

Det er Emily Pedersens anden triumf på Ladies European Tour. Den første kom ved Indian Open i 2015.

Denne uges sejr blev spillet hjem på overbevisende vis. Emily Pedersen førte turneringen fra første dag og gik ind til finalerunden med seks slags forspring. Selvom det mod slutningen blev tættere, end de fleste nok havde forventet, betød en eagle på sidste hul, at hun vandt med en margen på fire slag til nummer to, østrigske Christine Wolf.

Golffans, der har fulgt Emily Pedersen tæt, vil ikke være overraskede over, at hun vinder nu. Tidligere på måneden blev hun nummer 2 i den stærkt besatte Scottish Open, og ugen efter blev hun nummer 11 ved Women’s British Open, som er en af sportens majors - de allervigtigste turneringer.

Nu kom sejren så på tjekkisk jord.

- Sejren er et resultat af den gode form Emily er i lige nu og hvor hun stormer frem på verdensranglisten igen. Men det er ikke noget hun er kommet sovende til. Hun har kæmpet på flere fronter og arbejdet sig op af en længerevarende krise, og da de gode tegn viste sig i foråret, så brød corona-krisen ud, fortæller Claus Mølholm, der er eliteansvarlig i Dansk Golf Union.

Såvel 2018 og 2019 var nemlig særdeles svære år for Emily Pedersen, der blandt andet mistede retten til at spille på verdens stærkeste tour, LPGA Tour. 

- Det føles godt at være tilbage. De sidste to-tre år har været hårde. Jeg har tvivlet på, om jeg kunne konkurrere igen, og jeg er så lykkelig for, at min træner ikke opgav mig, mine venner ikke opgav mig og min kæreste og familie heller ikke. Det har været hårdt, og jeg har også virkelig været hård ved mig selv og har været nødt til at finde ud af, hvad jeg måtte gøre, sagde Emily Pedersen efter sin sejr.

Nu har hun sat en tyk streg under formatet og den kendsgerning, at hun har fundet sit golfspil igen. Den seneste tids stærke resultater betyder, at hun lige nu fører Ladies European Tours pengeliste, Race to Costa del Sol.

- Når man kommer positivt igennem sådan et forløb, så kan man ikke undgå at blive stærkere som person og golfspiller. Det bliver meget spændende at følge Emily i version 2.0 og se, hvad fremtiden bringer, siger Claus Mølholm.

Emily Pedersen får også æren af at lægge navn til Danmarks sejr nummer 50 på de store verdenstours. 13 af dem er hentet på Ladies European Tour, og Emily Pedersen har altså vundet de to.

Da coronapausen begyndte i marts, lå Emily Pedersen kun lige inden for de 500 højest placerede på verdensranglisten. Når den nye publiceres vil hun igen være tæt på de 100 bedste. 

 

Kontakt: Claus Mølholm 28 89 51 39