Hvordan skaber man en dag, hvor hele familien får lyst til at spille golf? Juelsminde Golfklub har gjort erfaringerne – og viser, hvordan en velplanlagt Familiedag kan samle både børn, forældre og bedsteforældre om spillet. Læs deres erfaringer og bliv inspireret til jeres egen Familiedag 2026.
Da Juelsminde Golfklub i juni afholdt deres første Familiedag, summede klubben af liv, grin og golfglæde. Store som små fik mulighed for at opleve spillet, fællesskabet og stemningen i klubben – og dagen blev et levende bevis på, at golf kan samle på tværs af generationer.
Aktiviteter for alle aldre
Hele dagen var bygget op omkring stationer, hvor børn og voksne kunne prøve kræfter med forskellige dele af golfspillet. Den mest populære aktivitet var den store dartskive med snag-udstyr, som fik både børn og bedsteforældre til at konkurrere side om side.
På puttinggreenen var der lavet tre sjove huller inspireret af Short Game-konceptet – “uret rundt”, kort put og langt put – hvor man kunne dyste mod hinanden i en lille hulspilsturnering. På rangen kunne deltagerne prøve at slå langt med både jern og køller, mens indspilsområdet bød på udfordringer med bunker-slag, chip over forhindringer og præcise løft mod green.
Med hjælp fra klubbens juniorspillere blev familierne guidet rundt mellem stationerne, og den gode stemning spredte sig hurtigt. Den yngste deltager var blot 5 år, mens den ældste var pensionist – et klart bevis på, at golf kan samle på tværs af alder og erfaring.
Hygge og fællesskab
Dagen blev rundet af med pølser og sodavand på terrassen, hvor snakken gik om dagens bedste slag, sjove forsøg og grin undervejs. Fællesspisningen gav deltagerne mulighed for at snakke mere uformelt med klubbens medlemmer og trænere – og gav familierne et indtryk af, at golfklubben er et hyggeligt samlingssted, ikke kun et sted for sport.
Resultatet af dagen
I alt deltog 10 familier – tre gange så mange som til klubbens Golfens Dag. Kombinationen af sjove aktiviteter, tydelig struktur og fokus på fællesskab gjorde dagen til en oplevelse, som mange stadig taler om i klubben.
Selvom klubben ikke har set de unge deltager til juniortræning siden, var dagen alligevel en succes – for den viste, hvordan golf kan præsenteres på en åben, legende og imødekommende måde. Samt nogle interesseret nye voksen medlemmer.
Sådan fik Juelsminde succes – med lidt ekstra hjælp
Klubbens frivillige stod for planlægningen, aktiviteterne og den gode modtagelse. Men Dansk Golf Union (DGU) gav et vigtigt løft med markedsføringen. Med en målrettet kampagne på sociale medier nåede annoncen ud til over 17.000 personer i området, og mange deltagere fandt arrangementet netop via Facebook.
DGU stillede desuden billeder, materialer og skabeloner til rådighed, så klubben kunne fokusere på at tage imod familierne på selve dagen. Kampagnen blev kørt i tre uger op til arrangementet med løbende status på tilmeldingerne.
Familiedagen i Juelsminde er et godt eksempel på, hvordan man kan skabe en dag, der giver smil, fællesskab og nye relationer i klubben – og samtidig udnytte de redskaber, der gør arbejdet lettere for arrangørerne.
Skal jeres klub holde Familiedag i 2026, kan I læse mere og tilmelde jer her