Submitted by Anonymous (not verified) on
Viborg Golf 5-800px.jpg

Flere træer på de danske golfbaner

Golfsporten i Danmark tager nu endnu et initiativ til at blive en endnu grønnere sport og vise, at golf gavner samfundet. Dansk Golf Union har nemlig indgået et samarbejde med organisationen Plant et Træ om at få flere træer på de danske golfbaner. 

Klimaudfordringerne kalder på en indsats fra alle og de danske golfklubberne kan på mange måder også bidrage til at forbedre klimaet. En af metoderne er at plante træer, der dermed vil binde CO2 fra atmosfæren. 

- Golfbranchen skal som resten af verden selvfølgelig bidrage til at skabe et bedre klima og her kan træplantning være en del af løsningen. Langt de fleste golfbaner vil have arealer til rådighed hvor vil kunne lade sig gøre at plante træer, og her vil det samtidig kunne være med til at forbedre biodiversiteten til glæde for både naturen og golfspillerne. Ved at plante træer hjælper man således på mange måder nogle af de  udfordringer som verden står overfor, siger formand i Dansk Golf Union, Lars Broch Christensen.  

Gevinsten for de danske golfklubber er, at de får mulighed for at sætte træplantningen ind i struktureret forløb hvor børn og unge er involveret. Beplantningen kan være med til at skabe en bedre naturoplevelse for golfspillerne, og måske får de unge også lyst til at prøve kræfter med golfspillet. 

Samarbejdet med Plant et Træ handler i høj grad også om at få inspireret unge mennesker til at tage vare på naturen. Koblingen mellem træplantning – børn og læring er således hjørnestenene i indsatsen. Ved et samarbejde understøttes således både klimaindsatsen, ønsket om større biodiversitet og bidrager dermed til opfyldelse af FN´s verdensmål. 

- Det er vores vurdering, at samarbejde med Dansk Golf Union vil sætte yderligere fart på træplantningen rundt omkring i hele landet. Vi oplever generelt en stadig voksende interesse for at plante træer og vi tror fuldt og fast på at især børns viden om naturen vil sikre en fremtidig forståelse for at passe godt på den. Vi håber at golfklubberne kan se idéen i at plante træer sammen med børn, der så måske også kunne få lyst til at spille golf siger Jens Døssing, Landsformand for Plant et Træ.

Læs her hvordan golfklubberne kan deltage i et træplantningsprojekt sammen med Plant et Træ.

 

Yderligere oplysninger: 

Torben Kastrup Petersen, banechef i Dansk Golf Union, tlf.: 40 40 91 02, tkp@dgu.org

Mette Døssing, fundraiser i Plant et Træ, tlf. 22 60 68 77, mette.doessing@plant-et-trae.dk