Submitted by Anonymous (not verified) on
Klubnyt-foto_KLUBDRIFT.png

God udnyttelse af bedsteforældre til rekruttering

INTRO:

Dansk Golf Union bringer cases fra de danske golfklubber som en del af Klubnyt. Idéen med cases på aktiviteter og tiltag i klubberne handler om at inspirere klubberne til selv at lave tiltag og ændringer.

Vores mål er at de starter overvejelser i klubben om tingene kan gøres på en anden måde, men de er ikke en egentlig anbefaling fra vores side om at alle kan/skal implementere det i netop deres klub.

De mange cases vil løbende blive lagt ind på hjemmesiden og vil udkomme en gang om året i et samlet inspirationskatalog.

GOD UDNYTTELSE AF BEDSTEFORÆLDRE

Af Peter Anderskou

De kære bedsteforældre er kendte for at kunne træde til, når forældrene bliver syge, skal passe deres arbejde eller i øvrigt har svært ved at få tiden til at slå til.

I Trehøje Golfklub fik man for to år siden den idé at lade golfspillende bedsteforældre tage børnene med på golfbanen nogle dage i efterårsferien, hvor deres forældre nogle gange ikke har ferie.

Det er en genial måde at introducere den kommende generation for golfsporten. Og hvis klubben kan fange de unge mennesker, er det også nemt efterfølgende at få fat i deres forældre, hvis de ikke allerede spiller golf. Initiativet blev værdsat i en sådan grad, at det gav høje point i "Golfspilleren i Centrum" medlemsundersøgelsen sidste år. Derfor følger der her et eksempel på et initiativ. Forhåbentlig kan andre klubber rundt om i Danmark blive inspireret til at gøre noget tilsvarende.

Bedstegolf

Maibrit Juhl, som er forretningsfører i Trehøje Golfklub fortæller, at man i 2014 første gang planlagde "Bedsteforældre-golf" i efterårsferien.  Klubben stillede sit træningsanlæg samt en 9-hullers sløjfe på golfbanen til rådighed i nogle timer for "Generationerne", der så kunne være sammen på golfbanen.

- Vi lukkede øst-sløjfen til dette arrangement i fire timer i tre dage i efterårsferien, så børnebørnene kunne få lov til at boltre sig sammen med deres bedsteforældre, fortæller Maibrit Juhl, og fortsætter:

-Det viste sig at blive en stor succes, da vi samlet havde besøg af 88 bedsteforældre med børnebørn - nogenlunde lige fordelt over alle tre dage.


Aktiviteten blev også gennemført i 2015 og er - naturligvis - programlagt til efterårsferien i år også.

Det er klubben som står for arrangementet, mens det er medlemmerne, der er drivkraften. Der er tilmelding via GolfBox og deltagerne får udleveret et særligt bagmærke, som afleveres i caféen efter endt spil, hvorefter klubben er vært for kolde drikkevarer.

Klubben og proshoppen er behjælpelig med at stille udstyr til rådighed.

IKKE KUN I EFTERÅRSFERIEN

Til spørgsmålet om, hvorvidt man kunne forestille sig, at en sådan aktivitet kunne gennemføres på andre tidspunkter i sæsonen, nikker og tilføjer Maibrit Juhl:

- Jo, selvfølgelig. Men vi har nu i første omgang valgt at lave dette i forbindelse med efterårsferien.

Så et bedsteforældre-arrangement i forbindelse med påsken, pinsen eller sommerferien kan sagtens vise sig at være en lige så god idé.

Vil man i gang med den "gode udnyttelse af bedsteforældre", så er her et par guidelines:

  1. Få klubben/sekretariatet til at være den initiativtagende kraft (opslag/hjemmeside/GolfBox)
  2. Lav en frivillig styregruppe blandt bedsteforældrene. Det er vigtigt, at alle véd, hvad de skal gøre og hvornår de skal gøre det.
  3. Husk at få nogen til at tage fotos, som efterfølgende kan uploades på klubbens hjemmeside.

 

Læs også om Helsingør har skabt grundlaget for en succesfuld Spil med-dag

Læs også om   Gillelejes erfaringer med rekruttering

Læs også om   Medlemsfastholdelse i Asserbo

Læs også om   Hornbæks rektuttering med træningsforløb