Submitted by cth on
Golfbane

Golf stormer frem i Danmark med rekordhøje medlemstal

 

Golf er vokset i Danmark i et omfang, så vi overgår det højeste punkt under pandemiens golfboom.

 

Medlemstallet i de danske golfklubber er 167.028 personer per 30. september 2025.

 

For præcis et år siden var det tal 162.957 personer. Det hidtil højeste medlemstal var 164.130 i september 2021.

 

- Vi er lykkelige for den her nyhed. Golfsporten står stærkere end nogensinde og er i gang med en foryngelse, der kun kan styrke sporten i mange år fremover, siger Lars Broch Christensen, der er formand for Dansk Golf Union.

 

Det er især unge mænd, der falder for golfsporten, men også i mange af de ældre årgange er der vækst at spore.

 

Den gennemsnitlige golfspiller i Danmark er 55 år gammel. Den gennemsnitlige golfspiller indmeldt i 2025 er 41 år gammel.

 

Efter mange års nedgang i antallet af juniorer er der nu mærkbar fremgang i antallet af golfspillere under 19 år.

 

En væsentlig del af dem er de store teenagere, som er en del af den ungdomsbølge, der skyller ind over golf. Men også de mindre børn spiller mere golf. Der er vækst i antallet af golfspillere på alle juniorårgange bortset fra en enkelt.

 

Antallet af juniorer i de danske golfklubber er nu 8.912. For et år siden var det 7.549, hvilket betyder at juniorer er den hurtigst voksende aldersgruppe.

- Det har nærmest stået øverst på vores ønskeliste i flere år at få flere børn til at spille golf. Vi skal fortsætte med at gøre alt, hvad vi kan for at få flere børn ind i klubberne. De skaber mere liv og diversitet i golfklubberne, som kan danne ramme om nogle fantastiske og givende fællesskaber for børn, siger Lars Broch Christensen.

Væksten i antallet af golfspillere i Danmark er muligvis bare begyndelsen. I store dele af udlandet ses det, at golfsporten er vokset flere år i træk.

 

Trods de imponerende tal er der stadig plads til forbedringer.

 

Stort set hele væksten er nemlig opnået på herresiden. Der er ikke kommet mange flere damespillere eller pigespillere i golfklubberne.

- Det er ærgerligt, og noget vi skal arbejde på at gøre bedre. Vi kan måle, at de kvinder, der spiller golf, faktisk er endnu mere glade for det end de mandlige golfspillere, så der er ingen tvivl om, at golf er et lige så godt tilbud til kvinder, som det er til mænd, siger Lars Broch Christensen.

Medlemstal i danske golfklubber, udvalgte år:

2000: 98.180

2010: 151.185

2020: 154.803

2021: 164.130

2024: 162.957

2025: 167.028

 

mere i dybden med medlemstallene her

 

Kontakt: Claus Rødgaard Thomsen, pressechef i Dansk Golf Union, 25 40 33 86