Dansk Golf Union sætter nu gang i et tre-årigt projekt, der skal forvandle golfbaner til levende eksempler på, at idræt og biodiversitet kan være indbyrdes forstærkende.
Projektet, som Nordea-fonden støtter med et millionbeløb, bærer navnet “Biodiversitet på golfbaner - naturdannelse, viden og praksis”.
- Golfens erfaringer med biodiversitet og naturdannelse kan inspirere hele idrætsverdenen. Det gælder eksempelvis også på andre idrætsanlæg, hvor der er store muligheder for at skabe mere natur, siger Hans Natorp, formand for Danmarks Idrætsforbund.
Netop Danmarks Idrætsforbund og Dansk Ornitologisk Forening er samarbejdspartnere i projektet, som er det mest omfattende og ambitiøse af sin art i Danmark.
Projektet bygger på samarbejde med en lang række danske golfklubber og vil indebære etablering af blomsterenge, vådområder og hjemmehørende beplantninger. Det vil også indbefatte aktiviteter, der engagerer klubbernes medlemmer og øvrige lokalbefolkning i aktiviteter omkring naturpleje og naturforståelse.
- Golfbaner rummer et enestående potentiale for naturen, og vi bærer et ansvar for de områder, vi forvalter. Vi ønsker at skabe endnu bedre levesteder for planter, fugle og insekter. Vi tror på, at det vil give golfspillere og gæster på banerne endnu bedre naturoplevelser, siger Lars Broch Christensen, der er formand for Dansk Golf Union.
De 185 golfklubber i Danmark administrerer et område på omkring 13.000 hektarer, som er hjemsted for masser af arter.
- Med det aktuelle fokus på natur og biodiversitet er det oplagt, at golfsporten sætter sig i spidsen for at fremme natur på banerne, tilføjer Lars Broch Christensen.
Det er stærkt at se en idræt tage ansvar for naturen på denne måde. Golfbaner dækker store arealer, og hvis vi udnytter det potentiale klogt, kan vi skabe gode forbedringer for fuglene og det øvrige dyre- og planteliv", siger Egon Østergaard, formand for Dansk Ornitologisk Forening.
Projektet løber fra 2026 til 2028.
Kontakt:
Torben Kastrup Petersen, banechef i Dansk Golf Union, tkp@dgu.org, 40 40 91 02
Claus Rødgaard Thomsen, pressechef i Dansk Golf Union, cth@dgu.org, 25 40 33 86