Submitted by Anonymous (not verified) on
Lucas Bjerregaard.jpg

Karrierens største sejr til Lucas Bjerregaard

Danske Lucas Bjerregaard vandt søndag sin største sejr i karrieren.

På verdens ældste golfbane, St. Andrews i Skotland, vandt han Alfred Dunhill Links Championship foran de to engelske Ryder Cup-helte Tyrrell Hatton og Tommy Fleetwood.

For den 27-årige frederikshavner er det anden gang, han vinder på europatouren. Sidste år vandt han Portugal Masters, men der er ingen tvivl om, at Alfred Dunhill Links Championship er et endnu større hak i skæftet.

Turneringen er en af de stærkest besatte på europatouren. Med sin forrygende finalerunde i 67 slag, 5 under par overhalede Bjerregaard den førende Tyrrell Hatton, som ellers havde mulighed for at vinde turneringen for tredje år i træk.

Bjerregaards sejr er den anden danske sejr på Europas stærkeste tour i år. For fire måneder siden vandt Thorbjørn Olesen Italian Open, en sejr som var afgørende for, at han kom til Ryder Cup.

- For Lucas var det vigtigt at bevise, at sejren sidste år i Portugal Masters ikke var en enlig svale. Denne sejr rykker ham meget tæt på top-50 på verdensranglisten, som er afgørende for deltagelse i alle majors og World Golf Championships. The Open til næste sommer skulle dog være sikker, da top-30 på europatourens rangliste ved sæsonafslutningen er sikker på deltagelse, udtaler Claus Mølholm, eliteansvarlig i Dansk Golf Union.

Med sejren i Skotland rykker Lucas Bjerregaard netop op blandt de ti bedste på europatourens rangliste, Race to Dubai. Dermed har Danmark nu to spillere blandt de ti bedste, i og med Thorbjørn Olesen også er at finde i det selskab.

Samme Olesen har selv vundet Alfred Dunhill Links Championship i 2015.

Sejren er den 36. danske sejr på europatouren siden 1996, hvor Thomas Bjørn stod for den første.


Kontakt

Claus Mølholm, 28 89 51 39