Golf er hottere end nogensinde i Danmark. Alligevel er det stadig nemt at komme til at prøve sporten og eventuelt blive medlem af en klub.
På søndag den 19. april er der nemlig hele 132 golfklubber i hele landet, der fejrer Golfens Dag ved at åbne dørene for alle, der er bare en smule nysgerrige.
- Man behøver hverken tekniske forudsætninger, udstyr eller noget bestemt tøj. Bare tag noget praktisk beklædning på, og duk op, siger Kim Uldahl, der er udviklingskonsulent i Dansk Golf Union.
Golfens Dag har været en festlig og sjov rekrutteringsdag for golfsporten siden den første udgave i 2007.
Kim Uldahl fortæller, at Dansk Golf Union i år har næsten dobbelt så mange forhåndstilmeldinger i sin interne kampagne som sidste år.
- Vi håber da på, at der kommer mange gæster, men vi ved selvfølgelig, at det også kommer til at afhænge af vejret. Men vi ser en tendens, hvor der er mange flere unge, der er interesseret i golf, og hvorfor skulle det ikke også slå igennem på Golfens Dag?, lyder det fra Kim Uldahl.
Golf er nemlig mere populær end nogensinde. Der er flere end 167.000 medlemmer af de danske golfklubber. Det er klar rekord og næsten 20.000 flere end for bare seks år siden.
Der er masser af gode grunde til at vælge golf. Det er en sport med skønne relationer, masser af naturoplevelser og mulighed for at konkurrere mod en selv og andre.
Uanset om man har forhåndstilmeldt sig via Dansk Golf Unions kampagne eller lokal markedsføring, så kan man sagtens nå at være med på søndag.
Læs mere på golfensdag.dk og se, hvilke klubber, du kan besøge.
Kontakt
Kim Uldahl, kue@dgu.org, 21 36 06 98