Submitted by Anonymous (not verified) on
GKD Santander Talentudviklingspris 2022_DGU.jpg

Leth-Nissen og Brown modtager talentudviklingspris

28. oktober 2022

Santander Talentudviklingsprisen 2022 er gået til Cecilie Leth-Nissen fra Smørum Golfklub og Hamish Brown fra Aalborg Golf Klub.

Begge har modtaget 25.000 kroner til at støtte deres videre udvikling som golfspillere.

For Hamish Browns vedkommende kan han bruge pengene i sin spirende professionelle karriere.

Hans sidste opgave som amatør var VM i Frankrig, hvor han sammen med Frederik Kjettrup og Rasmus Neergaard-Petersen repræsenterede Danmark.

- Hamish har hævet niveauet hver år og er blevet bedre fysisk, teknisk og i sin generelle forståelse af sig selv. Ud over at deltage på VM-holdet var Hamish på det EM-herrehold, der i år fik bronze. I jagten på at blive professionel har Hamish prioriteret at spille Nordic Golf League i år og har opnået hele ni top-4 resultater, lyder det i motiveringen.

Hamish Brown, der fylder 24 år i november, har via sit flotte spil sikret sig plads på challengetouren i 2023.

Også 19-årige Cecilie Leth-Nissen har som amatør imponeret i pro-rækkerne med en sejr i Smørum Ladies Open på LET Access Tour.

- Cecilie har formået at gennemføre gymnasiet og blive student samtidig med, at hun har leveret store resultater i første halvår af 2022. Cecilie er meget struktureret og hårdtarbejdende og bidrager rigtigt godt til landsholdsmiljøet - både gennem den måde, hun griber sin karriere an, men også gennem sin adfærd og væremåde, lyder det i motiveringen.

Cecilie Leth-Nissen er lige nu i gang med sin første sæson og første studieår på Oklahoma State University.

Santander Talentudviklingsprisen er tidligere vundet af navne som Nicolai Højgaard, Cecilie Finne-Ipsen, Sofie Kibsgaard Nielsen, John Axelsen, Karen Fredgaard og Alexander Frances.

 

Kontakt:

Claus Mølholm, eliteansvarlig Dansk Golf Union, 28 89 51 39