Nanna Koerstz Madsen vinder Danielle Downey Credit Union Classic på den amerikanske Symetra Tour. Det er Nannas tredje sejr i 11 turneringer på den amerikanske udviklingstour i 2017.
Med sejren følger en præmiecheck på 22.500$ (ca. 144.00 danske kroner), men mere væsentligt er, at Nanna Koerstz Madsen rykker direkte op på verdens stærkeste kvindetour, LPGA Touren, hvor hun vil være spilleberettiget resten af 2017-sæsonen og hele 2018-sæsonen.
- Det er et fantastisk resultat af Nanna. Det er sammenligneligt med Thomas Bjørns fire sejre på challengetouren i 1995 og det siger ikke så lidt. Det bliver enormt spændende at følge hende på LPGA Touren, siger Eliteansvarlig i Dansk Golf Union, Claus Mølholm.
Der var aldrig nogen tvivl om udfaldet af turneringen og sejren blev grundlagt allerede lørdag, hvor Nanna Koerstz Madsen spillede sig fem slag foran nærmeste forfølger. Da det hele var gjort op, endte sejren med at være på syv slag.
Med Nanna Koerstz Madsens oprykning til LPGA Touren har Danmark nu fire medlemmer af den amerikanske kvindetour. Noget, der indtil for nylig var et drømmescenarie. Nanna slutter sig til Emily Kristine Pedersen, Nicole Broch Larsen og Therese O'Hara, der alle i år har spillet fast på LPGA Touren.
- Det er fantastisk, at en lille golfnation som Danmark kan have fire medlemmer af så stærk en Tour som LPGA Touren. De fire piger er et forbillede for juniorer i Danmark. Både piger og drenge, siger Claus Mølholm.
Nanna Koerstz Madsen får allerede i næste uge debut som medlem af LPGA Touren når hun stiller op i Aberdeen Asset Management Ladies Scottish Open. En turnering, der tæller til både LPGA Tour og Ladies European Tour.
Kontaktinformation
Andreas Hartø
Kommunikationskonsulent
Tlf. 30260730