Submitted by Anonymous (not verified) on
Oliver Hundebøll2.jpg

Oliver Hundebøll sikrer Danmarks første sejr på Challenge Tour i 2022

6. marts 2022
 

Oliver Hundebøll fra Silkeborg Ry Golfklub har leveret karrierens klart største resultat med en sejr i Mangaung Open på challengetouren.

Med triumfen rykker han op på 4. pladsen på challengetouren og et betragteligt skridt nærmere europatouren, der fra i år bærer navnet DP World Tour.

- Det betyder alt for mig. Nu kan jeg gå efter den top-20 og videre til DP World Tour. Man prøver jo at spille for at vinde, men det er helt surrealistisk alligevel, siger Oliver Hundebøll.

Den 22-årige Hundebøll var det meste af ugen ikke for alvor tæt på 1. pladsen i Sydafrika, hvor Mangaung Open spilles. Men han var heller ikke langt fra, og da han leverede fem birdies på turneringens sidste ni huller, stod han alene på toppen, da det hele var slut.

Han spillede de fire runder i samlet 21 under par. Det var et enkelt slag bedre end de to sydafrikanere, Tristen Strydom og Luke Jerling, der delte 2. pladsen.

Oliver Hundebøll var som amatør kun kortvarigt en del af det danske landshold, men nåede alligevel i 2017 at vinde EM for drenge med et hold, som blandt andre talte Rasmus og Nicolai Højgaard.

Han valgte at blive professionel, mens han stadig var teenager. Siden midten af 2019 har han primært passet sit arbejde på challengetouren, hvor han allerede havde flere top-5 resultater på cv’et.

- Oliver har virkeligt udnyttet de wildcards, han startede med at modtage i 2019 for komme ind på challengetouren. Han har formået at forbedre sig i hver sæson og er med sejren i dag inde i kampen om en plads på DP World Tour næste år, siger Claus Mølholm, der er eliteansvarlig i Dansk Golf Union.

Nu kom altså sejren, der placerer ham gunstigt i kampen om de 20m oprykningspladser til DP World Tour.

Oliver Hundebøll er dermed med til at holde det danske sejrssamlebånd i gang. 2021 var et rekordår for dansk elitegolf. Nu har vi allerede i 2022 en sejr på DP World Tour ved Nicolai Højgaard og nu altså en sejr på challengetouren ved Oliver Hundebøll.

To af de ti højest rangerende spillere på challengetouren lige nu er danskere. Også Nicolai Kristensen fra Royal Golf Club har spillet stærkt i årets første fire turneringer. Han er lige nu nummer 10 på ranglisten, som bærer navnet Road to Mallorca.

Touren afgøres netop på Mallorca, når den sidste turnering spilles i begyndelsen af november.

 

Kontakt:

Claus Mølholm, 28 89 51 39