Submitted by lfi on

Ranglister

I bogen “Aldersrelateret Træning i golf” anbefaler DGU, at klubben/træneren skaber rammer for succesoplevelser i et læringsorienteret miljø, der har fokus på, at golfspilleren oplever kompetence til træning og i konkurrence. Det anbefales derfor, at deltage i de turneringer, der passer til spillerens alder og hcp, samt udviklingsniveau. Jo lavere HCP des flere muligheder er der for at vælge mellem forskellige typer af turneringer. Her er det vigtigt, at det, sammen med spilleren, overvejes hvad et givent resultat kan bruges til og hvad formålet (læringsværdien) er ved deltagelsen.

Der findes forskellige typer ranglister både i Danmark og internationalt. Ranglister bliver interessante for en spiller, når han eller hun ønsker at måle sig mod andre elitespillere fra scratch (uden HCP).

 

Hvornår er man elitespiller?

Elite definitionen i golf tager udgangspunkt i Team Danmark og DIF’s elite definition og her er der tale om tre elite niveauer:

International Elite

Spillere, der deltager i internationale konkurrencer og er blandt de bedste i verden/Europa. Eksempelvis tour-professionelle og amatører i top 300 på OWGR/WAGR, top 8 til EM/VM etc.  

National Elite

Spillere, der er blandt de bedste i Danmark og som repræsenterer Danmark i udlandet. Eksempelvis landsholdsspillere, tour-professionelle med kategori på Worlds Tours (inkl. 2nd level), spillere med kategori 8 eller bedre på Nordic Golf League (3rd level pro tour), herrespillere i top 1000 på OWGR/WAGR, damespillere  top 600 på WWGR/WAGR eller hhv. top 25/15 på Titleist Ranglisten for herrer/damer, samt spillere på medalje-vindende hold i Danmarksturneringen. 

Klub Elite

Spillere, der deltager på højeste niveau i nationale turneringer og mesterskaber. Eksempelvis spillere på hold i Santander Divisionen, DGU Udviklingstrup spillere, herrespillere i top 2000 på OWGR/WAGR, damespillere  top 1000 på WWGR/WAGR, eller hhv. top 75/50 på Titleist Ranglisten for herrer/damer, samt spillere hhv. i top 7/5 i årgangen på Santander Juniorranglisterne for drenge/piger. 

 

Derudover definerer DGU et ekstra niveau:

Sub-eliten

Spillere, der deltager i scratch-turneringer eller brutto-rækker( uden HCP), men endnu ikke har nået Klub Elite niveau. Eksempelvis spillere på klubbens elite- eller juniorhold som ikke spiller på højeste niveau, spillere uden for top 2000 på OWGR/WAGR eller hhv. top 75/50 på Titleist Ranglisten for herrer/damer etc.

 

Anbefalinger til at spille ranglisteturneringer

Hvis en spiller ønsker at være elitespiller, så giver det mening at deltage i individuelle ranglisteturneringer. Hvilken gruppe det er interessant for, vil ofte være bestemt af både alder, niveau og ambitioner.

Overordnet anbefaler DGU og landsholdstrænerne, at spillere under 14 år hverken koncentrerer sig om ranglisteresultater eller internationale turneringer. Udbuddet af turneringer til denne gruppe er rigelig stort i Danmark og i denne alder handler det udelukkende om at have det sjovt, lære at træne og træne mod udvikling af kompetencer frem for resultater. Fra 17-års alderen kan specifik konkurrencetræning  og større fokus på resultater introduceres. Der kan være enkelte undtagelser ved særligt dygtige og modne unge spillere, men vi tror på at den rigtige opbygning giver de bedste spillere, der kan præstere på højeste niveau på sigt.  

For klubelitespillere fra 14 år og op kan det begynde at give mening at se i retning af at spille om ranglisteplaceringer på de nationale ranglister. Det er svært at sætte et handicap på, men i de fleste tilfælde vil det ikke give spilleren mere værdi eller flere muligheder at fremgå af ranglisterne hvis man har over hcp. 5.

Jo ældre spilleren er, jo højere niveau skal spilleren også have, før det er meningsfuldt at koncentrere sig om ranglisteresultater.

 

Formål med ranglister

DGU Ranglisternes formål er at give et retvisende billede af, hvorledes de danske spillere, som primært spiller turneringer i Danmark, præsterer i forhold til banens sværhedsgrad på dagen.


Typer af ranglister:

Turneringsspecifikke point-ranglister

Nogle turneringer har tilknyttet en rangliste, der kun gælder for den pågældende turnering. Disse ranglister bruges ofte ift. at kvalificere sig til finalespillet. Disse ranglister bruges således ikke i nogen kontekst uden for den pågældende turnering. Denne type rangliste gør det muligt for en spiller og se hvordan man har præsteret ift. til andre spillere i denne specifikke turnering, men den siger ikke noget om den egentlig niveauforskel mellem spillerne. Turneringer med egne ranglister er f.eks.: D-Tour, Girls Only Tour, DGU Elite Tour, DGU Short Game. Når der fremadrettet tales om ranglister, er det ikke denne type ranglister der refereres til. 

Nationale ranglister

De nationale ranglister er tænkt som primære ranglister for danske spillere (inkl. evt. professionelle), der overvejende spiller nationalt. Der findes følgende ranglister for U25 spillere:
 

  • U16 Ranglisten: For spillere op til og med 15 år.

  • Juniorranglisten: For spillere op til og med 18 år

  • Ynglingeranglisten: For spillere op til og med 21 år.

  • Titleist Ranglisten: Åben rangliste – her registres samtlige spillere!
     

Ranglisterne baseres på hver rundes “relative score” (se eksempel nedenfor) i forhold til banens sværhedsgrad og ranglisteplaceringen bestemmes af gennemsnittet af de 84% bedste relative scores fra danske ranglisteturneringer i løbet af sæsonen fra ca. 1. april til medio oktober.

Scores justeres runde for runde i forhold til Course Rating (CR) og CBA-beregning efter følgende formel: SCORE – CR + CBA = RELATIV SCORE

Eksempel: 80 slag på en bane med CR 75,1 og en runde CBA på -2: 80 – 75,1 – 2 = 2,9 i resultat.

Kun godkendte slagspilsturneringer og kvalifikationsrunder til hulspilsmesterskaber i DK tæller med.

Samtlige resultater fra officielle nationale ranglisteturneringer registreres for den enkelte spiller på alle de nationale ranglister, vedkommendes alder berettiger til – og dette uanset, hvor resultat er opnået. Dvs. ranglisterne fungerer uafhængigt af hinanden og mange spillere vil derfor være registreret på både de internationale (WAGR) og/eller flere af de nationale ranglister.

Da der skal registreres en score og beregnes CBA, kan kun slagspilsresultater registreres. Amatørresultater fra professionelle turneringer i DK tælles med, hvis der beregnes CBA og runden er tællende til HCP-regulering. Dette vil være aktuelt for de fleste ECCO tour turneringer.

Internationale ranglister

De professionelle spillere har hhv. Official World Golf Ranking (OWGR) for herrer og Women’s World Golf Ranking (WWGR) for kvinder. Disse ranglister baseres på 2 års resultater fra turneringer på world tours inkl. officielle feeder tours. Placering på ranglisten bestemmes af et gennemsnit af de point der indtjenes løbende. Minimum antal turneringer (divisor) er 40 for herrer og 35 for kvinder. 

Resultater fra Majors tæller mest, men hver turnering rangeres i styrke alt efter deltagerne og der gives point efter placering i feltet. Seneste 13 ugers resultater tæller 100% hvorefter ældre resultater reduceres i vægt uge for uge.  

Amatørerne har World Amateur Golf Rankings (WAGR), der også baseres på 2 års resultater fra internationale amatørturneringer, samt nationale eliteturneringer over min. 54 huller. Minimum antal turneringer (divisor) er hhv. 8 og 7. Som noget nyt i 2020 rangeres turneringens styrke / pointsum efter deltagerne - dvs jo flere topspillere fra WAGR jo flere point er der til hver placering. Seneste 52 ugers resultater tæller 100% hvorefter ældre resultater reduceres i vægt uge for uge. 

Oversigt over hvilke turneringer der tæller til hvilke ranglister pointranglister: