Submitted by hkr on
Ranglisteturneringer.png

Ansøgning om ranglisteturneringer 2024

DGU's banefordeling 2024 er netop blevet offentliggjort via klubnyt, og nu er det tid til, at I, som klub, kan ansøge om en eller flere ranglisteturneringer for 2024. 

Vi kalder det ansøgning, da vi gerne vil være bedre til at kunne planlægge turneringskalenderen, så fordelingen af turneringer bliver bedst mulig. Vi håber at denne nye måde, gør at klubberne får bedre turneringer, både hvad angår antallet af deltagere og tidspunkt på sæsonen, samtidig med at det skaber større sammenhæng til glæde for spillerne.

Derfor skal I nu ansøge om en eller flere ranglisteturneringer; det gælder både turneringer der har eksisteret i mange år, men det kan også være en ny turnering, som I godt kunne tænke jer at afholde. Vi vil her gerne slå et slag for også at kunne afvikle ranglisteturneringer for sub-eliten, som der pt. er meget få af, og mange spillere som gerne vil deltage i.

Efter ansøgningsfristen vil vi se på hvilke ranglisteturneringer, der giver den bedste turneringsplan for 2024, både set ift. spillerne (alder, handicap mm.) og klubberne (geografisk). Vi vil tage højde for, om det er en turnering man har haft i en årrække (samme termin), at der ikke ligger samme type turnering i samme periode/område osv. Vores fokus er således at skabe en sammenhængende turneringskalender, med basis for fyldte spillefelter og en god fordeling rundt i landet, for at støtte op om den mest fair konkurrence på ranglisterne og sikre at de klubber som bruger ressourcer på at afvikle turneringerne får de bedste muligheder for at afvikle en god turnering.

I bedes også oplyse alternative datoer, såfremt I ikke kan få jeres førsteprioritet opfyldt, og hvis det bliver nødvendigt, så tager vi selvfølgelig en dialog med jer om at finde den rette periode/termin.

Vær også opmærksom på at der kan være ansøgninger om ranglisteturneringer, som vi ikke kan efterkomme, fordi den af den ene eller anden grund ikke giver mening ift. den samlede turneringsplan. I disse tilfælde vil man få et afslag med begrundelse. 

 

Link til ansøgning: https://forms.gle/umPLEssg5qa2wn6U8

 

NB! Hvis I ønsker at ansøge om flere ranglisteturneringer for 2024, så skal I udfylde formularen for hver turnering.

 

Husk! Sidste frist for ansøgning er søndag d. 29. oktober 2023. Ved ansøgning efter denne frist, kan vi ikke garantere at man kan få sin ranglisteturnering med på turneringsplanen for 2024. Vi forventer at give alle som har ansøgt besked senest d. 16. november 2023, og at DGU's turneringsplan 2024 inkl. ranglister offentliggøres senest ultimo november 2023.

 

Spørgsmål vedr. ranglisteturneringer 2024 kan rettes på mail til:

Thomas Hartwich
mail: thh@dgu.org
Turneringskoordinator