Bedsteforældredag - Tag ud og oplev naturen på golfbanen sammen
Bedsteforældredage er en begivenhed, som samler børn, børnebørn og bedsteforældre til en hyggelig og sjov dag med praktiske og spændende naturaktiviteter i børnehøjde, som er med til at fremme biodiversiteten på golfbanen. Det kan for eksempel være en dag, hvor børnene udforsker naturen og er med til at plante træer, sætte fuglekasser op eller bygge insekt- og pindsvinebo. Det er samtidig en god mulighed for bedsteforældre at vise deres golfklub og sport frem til børn og børnebørn, som sammen laver aktiviteter der styrker forståelsen for naturen og skaber fælles oplevelser og læring på tværs af generationer.
Sådan kan jeres golfklub gennemføre en bedsteforældredag
Hvordan en bedsteforældredag afvikles, er helt op til den enkelte golfklub – det vigtigste er, at det bliver en sjov og social oplevelse for deltagerne. Med støtte fra en ekstern part og/eller DGUs konsulenter bliver planlægning og gennemførelse let, og klubben kan fokusere på selve oplevelsen.
Et arrangement kan vare alt fra 2-5 timer alt afhængig af, hvilke aktiviteter I vælger at lave. Det er en god idé at holde det i et tidsrum med børnene for øje, så koncentration, nysgerrighed og læring bibeholdes.
En dag kan indeholde diverse naturaktiviteter, som bidrager til mere biodiversitet, læring og forståelse for naturen. Det kan f.eks. være en dag, hvor der er fokus på i fællesskab at skabe flere levesteder for golfbanens mindste beboere i form af kvasbunker, insekthoteller og stendynger.
Inspiration til din klub
- Nedsæt et bedsteforældredag-team – Teamet planlægger og gennemfører eventet i samarbejde med en ekstern part og/eller DGUs konsulenter.
- Planlægning i fællesskab – Klubben får hjælp til at tilrettelægge program, tidsplan og praktiske forhold.
- Hverv deltagere – Brug klubbens kanaler til at engagere medlemmer og evt. skabe samarbejde med eksterne parter som skoler, naturvejledere, DOF, DN og kommunen. DGU kan hjælpe med en skabelon til invitationen.
- Gennemfør bedsteforældredag – På dagen faciliteres eventet enten af en fra klubben, en ekstern part eller af DGUs konsulenter.
- Økonomisk støtte – Nordea-fonden støtter projektet og der er derfor afsat midler til bedsteforældredag. Der kan fx betales frokost til deltagerne, indkøbes udstyr, eller lignende.
- Del oplevelsen – Klubben formidler om eventet i klubben og lokalsamfundet.
Hvad får jeres klub ud af at afholde en bedsteforældredag?
- En social aktivitet - Bidrager til at styrke fællesskabet og sammenholdet blandt medlemmer, ansatte og frivillige i klubben.
- Bedsteforældre i fokus - En mulighed for bedsteforældre at vise golfklubben frem for børn og børnebørn, og samtidig skabe fælles naturoplevelser på tværs af generationer.
- Udvikling og læring - Fremmer viden og forståelse for naturen på golfbanen hos børn og voksne.
- Samarbejde - En mulighed for at styrke samarbejdet med lokalsamfundet, foreninger og eksperter.
- Grøn profil og ansvar - Styrker klubbens grønne omdømme.
- Synlighed - Bidrager til større synlighed og attraktivitet for golfbanen.