Demonstrationsbaner for biodiversitet på golfbaner
Som en del af projektet Biodiversitet på Golfbaner, støttet af Nordea-fonden, udvælges 20 golfklubber som demonstrationsbaner for biodiversitet. Klubberne repræsenterer forskellige banetyper og indgår i et fælles udviklingsforløb, hvor biodiversiteten styrkes i tæt samarbejde med Dansk Golf Union. Forløbet kombinerer faglig viden, praktiske løsninger og dokumentation af indsatsen.
Sådan arbejder vi med biodiversitet i demonstrationsklubber
Faglig sparring og handleplan – Som demonstrationsklub får I faglig sparring og udarbejdet en biodiversitetshandleplan sammen med DGU. Handleplanen giver et klart overblik over de mest effektive indsatser og fungerer som et praktisk værktøj til planlægning, prioritering og gennemførelse af biodiversitetstiltag i den daglige drift.
Kortlægning af banen – Arbejdet tilpasses jeres klub og tager udgangspunkt i en fælles gennemgang af golfbanen, hvor natur, drift og udviklingsmuligheder kortlægges.
Realistiske mål – På baggrund af gennemgangen fastlægges konkrete og realistiske mål, som kan følges og dokumenteres over tid.
Tiltag i flere niveauer – Handleplanen rummer både mindre justeringer i driften og større naturtiltag som blomsterenge, vådområder og hjemmehørende beplantning. Tiltagene prioriteres, så de passer til klubbens ressourcer og kan gennemføres trinvis.
Dokumentation og læring – Udviklingen dokumenteres løbende med måleværktøjet Bioscore. Erfaringerne bruges både til at justere indsatsen i klubben og til at inspirere andre golfklubber.
Hvad får jeres klub ud af at være demonstrationsklub?
- En biodiversitetshandleplan udarbejdet i samarbejde med DGU
- Konkrete og prioriterede naturtiltag
- Faglig sparring og et mål for hvor god biodiversiteten er på banen (Bioscore)
- Bedre overblik over banens natur og udviklingspotentialer
- Synlige naturforbedringer og styrket kommunikation om klubbens grønne indsats