Almindelig rajgræs (Lolium perenne)

Almindelig Rajgræs har været dyrket i flere hundrede år, dog oprindeligt indenfor landbruget. I 1970`erne kom nye mere velegnede sorter til rekreative formål på markedet. De sorter, der er på markedet i dag, er meget tætte, finbladede, lavt­voksende og meget slidstærke.

Den klippede udgave af Almindelig Rajgræs har mellemfine-grove blade (bladbredde 2 – 6 mm).

Nye sorter f.eks. ”Sauvignon” har meget fine blade (bladbredde ca. 1 mm).

Karakteristisk for Almindelig Rajgræs er en kraftig ribbet bladoverflade, meget blank bladunderside og rødviolette nedre bladskeder.

Almindelig Rajgræs er tuedannende og danner ingen udløbere. Derfor spreder den sig ikke så hurtigt som krybende græsser og den har ikke så god en genvækst efter skade.

Etableringshastigheden for Almindelig Rajgræs er dog hurtigere end nogen anden græs i Europa anvendt til rekreative formål.

Under gunstige spiringsforhold vil denne græsart spire efter 3 – 4 dage og have brug for den første klipning indenfor 2 uger.

Et græstæppe af rajgræs er relativt åbent, derfor sås der ofte andre græsser i for at gøre græstæppet mere tæt. I frøblandinger kan rajgræssets hurtige etablering dog komme til at overskygge de andre græsarter.

En tidlig klipning af den nysåede græsblanding i en højde på ca. 25 – 37 mm, kan forhindre, at tæppet af primært rajgræsplanter lukker til og dermed vil det give de andre græsarter en mulighed for at etablere sig.

Da almindelig rajgræs er tuedannende er det sjældent, at rullegræsproducenterne laver rullegræs udelukkende af denne art, da den ikke har et netværk af udløbere til at binde tørven sammen med. Hvis tørven udelukkende består af Rajgræs skæres den meget tykt.

Den største sygdomstrussel mod almindelig rajgræs er rød tråd.

En ulempe ved almindelig rajgræs er, at den kan give et flosset og gråt skær efter klipning specielt midt på sommeren. Dette skyldes de seje ledningsstrenge i bladene.

Nogle vigtige egenskaber for almindelig rajgræs:

Kilde: Sandmosen, KompetenceCenter for Det Grønne Område, Karin Juul Hesselsøe, Juli 2007

Eng-Rapgræs er en græsart, der danner underjordiske udløbere, også kaldet rhizomer.

Eng-Rapgræs har mellemfine–grove blade (bladbredde ca. 2 – 5 mm), som er mørke­grønne– blågrønne og lige brede i hele bladlængden.

Blad­spidsen er bådformet og den har to lysspor, som ses langs med midterribben på oversiden af bladet.

Eng-Rapgræs egner sig bedst til nysåning, idet den er langsom til at etablere sig. Netop af denne grund er den ikke særlig velegnet til eftersåning.

Ved nysåning kan såtidspunktet gøre en væsentlig forskel for resultatet, idet det bedste resultat opnås, når jordtemperaturen er høj i slutningen af sommeren og det tidlige efterår.

Eng-Rapgræs er velegnet til sandede jorde og er middel tørketolerant. Den klarer sig bedre end Almindelig Rajgræs ved lave gødningsværdier.

En anden væsentlig forskel mellem Almindelig Rajgræs og Eng-Rapgræs er tolerancen overfor lav klippehøjde. Forsøg på Bingley har vist, at Eng-Rapgræs tolererer en klippehøjde på 8 mm i 4 år, hvilket Rajgræsset ikke klarer.

Eng-Rapgræssets underjordiske udløbere gør, at den er i stand til at lukke meget hurtigt efter slidskader. Det er muligt fuldstændigt at ødelægge overfladen af et græstæppe af Eng-Rapgræs og stadig vinde det tabte tilbage ved hjælp af disse rhizomer.

Rullegræsproducenterne satser på en stor andel af Eng-Rapgræs i deres etableringer. De underjordiske udløbere giver bedre slidstyrke til tørven og samtidig kan den tages op tidligere og skæres tyndere.

De mest udprægede sygdomme, der rammer Eng-Rapgræs er rust og rød øjenpletsyge.

Nogle vigtige egenskaber for Eng-Rapgræs:

Kilde: Sandmosen, KompetenceCenter for Det Grønne Område, Karin Juul Hesselsøe, Juli 2007

Rødsvingel findes både med og uden udløbere. Disse udløbere kan være enten korte eller lange. De forskellige typer kaldes underarter, og de er ikke umiddelbart nemme at skelne fra hinanden udover udløberne.

I et græstæppe kendes rødsvingel let på de fine trådformede blade. Bladbredden er sjældent større end 1,5 mm og bladene har ofte et skinnende udseende.

Rødsvingel er blevet beskrevet som ”bundgræs” pga. dens evne til at lukke et åbent og løst tæppe.

Rødsvingel er en robust græsart med en god sygdomsresistens.

De største sygdomstrusler er rød tråd og tørforrådnelse (også kaldet Dollar Spot). Sidstnævnte sygdom forekommer dog sjældent i Skandinavien.

Rødsvingel med lange udløbere (Festuca rubra rubra)

Denne underart har ikke samme slidstyrke som rødsvingel med korte udløbere, men den bruges på mere frugtbare jorde, i fairway- og roughblandinger, til vejrabatter og lignende.

Nogle vigtige egenskaber for rødsvingel med lange udløbere:

Rødsvingel med korte udløbere (Festuca rubra trichophylla)

Rødsvingel med korte udløbere har større chance for at overleve under lave gødningsniveauer end rødsvingel med lange udløbere og den har større tolerance overfor tæt klipning. Den er ligeledes mere alsidig, når det gælder jordbundsforhold og den har en bedre skyggetolerance.

Rødsvingel med korte udløbere anvendes meget sammen med hvener i fine græsblandinger (til greens) såvel som i sports- og fairway-blandinger.

Nogle vigtige egenskaber for Rødsvingel med korte udløbere:

Rødsvingel uden udløbere (Festuca rubra commutata)

Rødsvingel uden udløbere er meget tolerant overfor tæt klipning og den har en god tørketolerance. Skudtætheden er fremragende.

Rødsvingel uden udløbere anvendes meget sammen med Hvener til fine græsblandinger (greens).

Nogle vigtige egenskaber for Rødsvingel uden udløbere:

Almindelig Hvene danner rhizomer, som kryber lige under jordoverfladen. Bladene er lidt kedelige mat-grønne i farven og har tydelige bladribber. De kan blive violette i koldt vejr. Bladfinheden på hvener varierer fra meget fin–mellemgrov (bladbredde ca. 1–6 mm ).

Almindelig Hvene tåler meget tæt klipning helt ned til 4-5 mm. Den anvendes sammen med Rødsvingel (uden udløbere) og Rødsvingel (med korte udløbere) til fine græsblandinger (greens).

Ligesom Rødsvingel kan Hvener forbedre udseendet på græstæppet, men de er ikke særlig tolerante overfor slid.

Der er adskillige sygdomme, der kan ramme hvener og reducere deres gode udseende.

Der er èn sygdom som fuldstændig er i stand til at ødelægge et hvenetæppe. Denne sygdom er goldfodssyge, og der er ingen kemisk behandling imod den. Der er indenfor sorterne af Almindelig Hvene en vis sygdomsresistens, men alle Hvener er modtagelige overfor goldfodssyge.

Nogle vigtige egenskaber for Almindelig Hvene:

Krybende Hvene danner overjordiske udløbere – stoloner, som kryber hen over jordoverfladen. Den tåler meget tæt klipning helt ned til 4-5 mm.

Kendetegnende for Krybende Hvene er også, at den er løs i overfladen. Bladene har et gråt eller blåligt skær, de er ru og med tydelige bladribber.

Krybende Hvene`s rodnet er ikke dybdegående. Dette betyder, at tolerancen overfor tørke og slid er ringe. Tillige er resistensen overfor sygdomme ringe.

Det er en græsart, der er sen til at starte om foråret og den slutter væksten tidligt om efteråret.

Krybende Hvene anvendes i renbestand til greens, hvor den kræver et højt plejeniveau.
 

Nogle vigtige egenskaber for Almindelig Hvene:
 

Til anvendelse i blandinger til plænegræs er Mose-Bunke forholdsvis ny i Danmark. En stor skudtæthed kombineret med en meget god skyggetolerance er årsagen til, at denne græsart anvendes i blandinger til arealer, hvor der kan forekomme skygge. Mose-Bunke trives bedst i en rimelig fugtig jord, men den klarer sig også fint i sol. Den etablerer sig langsomt, hvilket gør den vanskelig at få til at fungere i blandinger med andre arter.

Mose-Bunken kan kendes på de stive blade med ru, fremtrædende bladribber. Bladundersiden er glinsende blank.

Foruden Mose-Bunke er Almindelig Rapgræs (Poa trivialis) en af de græsarter, der trives bedst i skygge. Den etablerer sig hurtigere end Mose-Bunke, men har det til gengæld ikke godt i fuld sol, hvor den vil udkonkurreres af de andre græsarter i blandingen. Til skyggefulde steder i haver kan man anvende ”skyggeblandinger” med en vis andel af de to nævnte græsarter. Til skygge på fodboldstadions anbefales det dog at anvende Alm. Rajgræs, da den kombinerer en rimelig god skyggetolerance med en hurtig etableringshastighed og en god slidstyrke. I ses en oversigt over forsøg med forskellige græsarter, som er testet i intensiv skygge.

Figur 16: Oversigt over forskellige græsarters egnethed til at vokse i skygge (Illustration: Asbjørn Nyholt, Grønt Miljø 5/2007).

Enårig Rapgræs er en plante, som egentlig ikke hører hjemme i beskrivelsen af de anvendte græsarter til plænegræs. Den bør opfattes som en ukrudtsplante, men den kommer dog med her, da den er så almindelig i alle typer af plæner, så det er vigtigt at kunne skelne den fra de andre græsarter.

Enårig Rapgræs er en lille tuedannende græsart med lysegrønne blade, som sætter blomst og frø ved meget lave klippehøjder. Et godt kendetegn er desuden nogle små ”rynker”, der sidder på tværs af bladene. Enårig Rapgræs er følsom overfor mange svampesygdomme, og den trives dårligt i en tør og næringsfattig jord. Alligevel findes den stort set overalt, hvilket skyldes dens evne til hurtigt at sætte frø og dermed formere sig. Enårig Rapgræs kan tåle en meget lav klippehøjde (ned til 3 mm), så på greens, hvor klippehøjden er 5-6 mm, er denne plante en væsentlig konkurrent til kulturgræsserne.

Læs mere om Enårig Rapgræs i afsnittet om ukrudt.

Figur 18: Enårig Rapgræs kendes på tværrynkerne på bladene,
den lysegrønne farve og små stængler med frø
(Illustration: Monsanto, folder om græskendskab).