Submitted by rha on

Inspiration til opfølgning på Familiedag

Afslutningen på jeres "Familiedag" er lige så vigtig som selve arrangementet. Det er her, de besøgende skal føle sig set, velkomne og motiverede til at tage næste skridt mod et medlemskab. En tydelig og hurtig opfølgning er afgørende – jo mere konkret og indbydende næste skridt er, jo større er chancen for, at interessen fastholdes. Vi bliver dagligt præsenteret for mange muligheder, og hvis der går for lang tid, risikerer I, at jeres gæster vælger noget andet. Sørg derfor for, at jeres tilbud og opstartsforløb er helt klar inden arrangementet – så I er klar til at smede, mens jernet er varmt.

 

Find konkret inspiration her:

Vi har delt de besøgende familier mellem os i juniorudvalget og vil i løbet af de første to uger efter arrangementet ringe til alle for at høre om deres oplevelse og drøfte videre muligheder i klubben.

 

Jeg har booket fem starttider på vores 9-hulsbane lørdagen efter, hvor alle deltagerne på dagen bliver inviteret til at spille med. De besøgende vil også modtage en mail med dette tilbud. Jeg matcher to nye spillere med en eller to af vores spillere på samme alder.

 

Vi inviterer dem straks til en "dag 2", hvor vores eksisterende juniorer, forældre og begynderudvalg også deltager. Nye og gamle juniorer bliver sat sammen i makkerpar til forskellige aktiviteter. Forældre vil være til stede for at tale med de nye forældre, og begynderudvalget er der for at tale med de forældre, der også ønsker at spille golf. Planen er, at de skal ud og spille på vores par 3-bane.
 

Vi har på forhånd lavet et særtilbud til de besøgende, der deltog. Tilbuddet varierer afhængigt af, om det er børn, unge eller voksne. De forskellige tilbud sender jeg ud via mail sammen med en invitation til at deltage i den kommende træning. Mailene er personlige, så hver familie kun modtager information, der er relevant for dem.

 

Ved afslutningen af selve arrangementet har vi givet alle deltagerne en flyer med hjem, som indeholder kontaktoplysninger på os, tidspunkter for ugentlige spil og træning samt en kalender med kommende aktiviteter. Vi følger op på e-mail eller telefon efterfølgende.

 

Vi har valgt at lave et familieforløb som opfølgning på Familiedagen. Alle vores besøgende bliver tilbudt at deltage i vores Familieforløb, som består af fire gange, hvor de som familie sammen går til golf og finder ud af, om det er noget for dem. Det koster en lille smule, men der er familierabat. Planen er, at vi skal spille en masse, lave sjove øvelser og vise familierne, hvordan golf er en god familiesport, hvor alle kan være med.

Astrid Carstensen

Udviklingskonsulent - børn og unge
Mobil: +45 28 83 10 50
E-mail: aca@dgu.org
  • Børn og unge (U25)
  • Familiedag
  • Klubudviklingsforløb omkring børn og unge
  • Uddannelse og netværk omkring børn og unge
  • Turneringer for U25
  • Juniordistrikter