Til Familiedagen er det jer som golfklub, der bestemmer datoen, tidspunktet og indholdet for jeres Familiedag. Det vigtigste er at få skabt en god dag for jeres besøgende. I skal gøre det, der er muligt på jeres bane med det udstyr og de frivillige, I har.
Det kan nogle gange være svært at finde på, hvad man skal lave, særligt hvis man gerne vil gøre noget anderledes end det, "vi plejer". Her kan vi finde inspiration til organisering og indhold på dagen, som I kan bruge og plukke fra, som I ønsker.
Et eksempel på et program:
- Fælles velkomst (5 minutter)
- Træning af slag – Tre stationer (put, chip og lange slag) med rotation (1 time)
- Spil og hygge på par-3 banen (1 time)
- Fælles afslutning med forfriskninger i klubhuset og information angående mulige medlemskaber (25 minutter)
Fælles velkomst
Gør det kort og godt. Byd dem velkommen og fortæl dem dagens program samt introducér de frivillige.
Træning af slag
Det skal være sjovt, lærerigt og legende. Lav nogle forskellige øvelser ved de tre stationer (put, chip og lange slag), gerne nogle hvor I kan variere sværhedsgraden og evt. lægge et konkurrenceelement ind.
Dette kan I finde inspiration til her: https://www.danskgolfunion.dk/træning
Øvelserne i trin 1 og 2 er oplagte til børn og unge, som er helt nye eller har lidt kendskab til golfsporten. Voksentrinnet er henvendt til voksne begyndere.
Spil på banen
Få dem ud og spil på banen. Det er her golfsporten virkelig kan noget for familierne. Send evt. en frivillig med familierne ud, så de kan få lidt hjælp og rådgivning samt en uformel snak. Det er vigtigt, at de får lov til at lege, øve og hygge sig med det.
Opstil gerne en konkurrence på f.eks. 3-huller og fortæl dem konkurrenceformatet. Nogle familier vil gå meget op i konkurrencen og andre ikke, det skal I bare lade dem styre.
I kan med fordel lave kortere teesteder og forsimplede regler. Her kan I benytte konceptet Vejen til stor bane, som indeholder teestedskit og spil-bare-regler. Det fungerer rigtig godt til nye i golfsporten, både børn og voksne.
Her kan I læse mere og bestille Vejen til stor bane teestedskittet: https://www.danskgolfunion.dk/vejen-til-stor-bane
Fælles afslutning
Kan I tilbyde dem noget (familievenlig) mad og drikke som afslutning, er det en rigtig god anledning til at sætte sig sammen i klubhuset og hygge.
Under denne hygge er det vigtigt, at I får kommunikeret, hvad der sker nu. Meget gerne ved at de frivillige sætter sig og spiser med dem og får en god snak:
- Har I et tilbud om gratis prøvetræning i maj?
- Hvilke muligheder er der for de forskellige målgrupper?
- Hvordan bliver man prøvemedlem?
- Hvornår kan de prøve golf igen?
Giv den enkelte en folder i hånden inden de går hjem med et tilbud, der passer lige netop dem. Få hjælp til denne folder her: https://www.danskgolfunion.dk/materialer-til-familiedag-kampagner
Jeres vigtigste opgave på dagen er at sikre, at de kommer ned i klubben en gang til. Hvor og hvornår skal de møde op?
Organiseringen
Hvem står for dagen?
- Det kunne f.eks. være en kombination af juniorudvalget og rekrutteringsudvalget. Juniorudvalget kunne f.eks. hjælpe rekrutteringsudvalget ved at stå for træning af slag og spil på banen.
- Hav frivillige nok i forhold til antallet af tilmeldinger og jeres aktivitet. Hellere et par stykker for meget end at I mangler hænder.
- Husk, at der er mange forskellige målgrupper, når I planlægger dagen (børn i forskellige aldre samt voksne).
Udstyr
- Hav noget udstyr/redskaber, der lægger op til kreativitet og leg.
- Inspiration til forskellige redskaber: https://www.danskgolfunion.dk/legetoejskassen
- Hav styr på udstyret – giv dem noget godt udstyr og lad hver med at give dem dårlige 7’er jern.
Vis hele klubben frem – Vis alt, hvad I har at tilbyde
- Mange golfklubber har rigtig meget at tilbyde, også ting, der ikke direkte handler om at spille golf. Husk at fortælle jeres gæster om dette.
- De fleste klubber har en restaurant, få dem til at være en del af dagen ved at lave noget familievenligt mad, en konkurrence eller andet sjovt.
- Nogle klubber har gåture, mountainbike stier, legeplads, krolfbane og andre sjove ting, som man udefra ikke forventer sig af en golfklub. Husk at fortælle om alle de muligheder, I har.
- Det kan også være, at køre en tur i buggies efter spisningen for dem, der har lyst og gerne vil se hele klubben.
Opfølgning
- For at få gæsterne til at gå fra at være besøgende i klubben til at blive medlemmer er opfølgningen rigtig vigtig.
- Hvem står for opfølgningen og hvordan? En generel mail er formentlig ikke nok.
- Hvordan får I dem til at komme igen? Har I et tilbud til dem? Hvad er der af muligheder for de forskellige målgrupper? Giv den enkelte en folder i hånden inden de går hjem med et tilbud der passer lige netop dem. Få hjælp til denne folder her: https://www.danskgolfunion.dk/materialer-til-familiedag-kampagner