Sidste år ansatte ti klubber en juniorkoordinator i et pilotprojekt. Det viste sig at være en god idé.
Mens antallet af golfspillere under 18 sidste år steg med fire procent, så steg tallet med 22 procent i ti klubber, som Dansk Golf Union har været ekstra opmærksomme på.
Det er nemlig klubber, som brugte 100.000 kroner på at ansætte en koordinator på deltid til at skabe et attraktivt juniormiljø.
- Det tyder på, at når man lægger noget energi og prioriterer det, så kan man rykke rigtig meget, siger Rikke Haurvig, der er udviklingskonsulent i Dansk Golf Union.
Et dyk ned i tallene viser også, at de ti klubber har været i stand til at rekruttere i alle aldersgrupper og ikke bare blandt de 16 til 18-årige, som ellers er den hurtigst voksende gruppe af børn i golfklubberne.
Samtidig har de ti projektklubber en markant forbedret ambassadørscore i 2024, og de fleste ligger over det nationale gennemsnit. Ambassadørscoren fortæller, i hvor høj grad medlemmerne vil anbefale deres klub til andre.
- Vi havde en forhåbning om, at det at ansætte en person i sig selv kunne løfte juniorindsatsen. Men det handler også meget om retning og strategi, at finde fælles fodslag i klubben, forklarer Rikke Haurvig.
Kigger på man på tallene, kan man se, at projektklubber som Hjørring og Dronninglund har oplevet stor vækst i antallet af medlemmer mellem 16 og 18. I Svendborg er man vækstet lige så meget hos de 11 til 15-årige som i alle andre juniorårgange tilsammen. Herning er et eksempel på en klub, der har skabt stor vækst i gruppen af børn under ti år.
Rikke Haurvig fortæller, at det frivillige juniorudvalg i en klub typisk skal have fokus på både rekruttering, begynderarbejde, turneringer, træning og elite. Områder, som der for de voksne er hvert sit udvalg for.
- Det er meget illustrativt for, hvorfor det er et særligt område, og hvorfor det giver noget, at der er en person i klubben til at koordinere. Det har været tydeligt, at de klubber, hvor juniorarbejdet fungerer godt, der er der nogle ildsjæle, som virkelig løber med det. Men så starter man forfra, når udvalget stopper, fordi deres egne børn bliver store, siger hun.
De ti klubber, der var med i projektet sidste år var vidt forskellige klubber målt på geografi, størrelse, medlemssammensætning og antallet af juniorer.
I år fortsætter projektet med otte klubber, hvoraf de fire er klubber, der også var med sidste år.
Ansættelsen af børne- og ungekoordinatorer i klubber er et led i den nye strategi på juniorområdet, som Dansk Golf Union lancerede i begyndelsen af 2024.
Strategien rummer også en række værktøjer, som klubberne kan bruge, og som vi løbende har beskrevet her på Golf.dk.
Golfsporten har i adskillige år mistet medlemmer under 18, men i 2024 var der tegn på, at tendensen langt om længe er ved at vende.