Submitted by fmm on
Facebook logo

Om Facebook

Danskerne på Facebook

65% af danskere over 19 år er på Facebook dagligt (kilde: DR Medieudviklingen, 2022). De fleste brugere konsumerer langt mere indhold end de selv slår op. Det vil sige, at der er et stor gruppe af danskere, der kan betegnes som "potentielt publikum" til det indhold din golfklub producerer til Facebook.

sociale medier dk

Hvordan fungerer Facebook?

Facebook er en gigantisk maskine af algoritmer som sørger for, at det du ser i dit eget personlige "news feed", er skræddersyet til det, som du tidligere har vist, du godt kan lide at se. Facebook måler på en masse forskellige parametre som likes, tid brugt på opslag, klik osv. Kort sagt: Hvis du interagerer med indhold på den ene eller den anden måde, så får du mere af den slags indhold i dit news feed. Det betyder også, at du som golfklub via Facebook forholdsvis nemt kan nå ud til dem, der burde interessere sig for dine opslag. Fx klubbens medlemmer. 

Omvendt betyder det også, at selvom golfklubben har 800 følgere, så betyder det altså IKKE, at man når ud til alle 800 følgere automatisk hver gang man "poster" et opslag. Det kræver godt indhold at nå ud til mange. Derfor: Tænk altid over, hvad og hvordan der bliver lagt indhold ud på klubbens Facebookside. 


Facebookside eller Facebookgruppe

Der er forskel på grupper og sider. Det er Dansk Golf Unions anbefaling, at golfklubben har en Facebookside som den primære kilde til de generelle opslag om og fra klubben. Facebooksiden har to ben. Det ene ben er kommunikationen til klubbens medlemmer omkring aktuelle nyheder som turneringsinformation, banenyt, resultater, arrangementer i klubben etc. Det andet ben er kommunikationen udadtil. En Facebookside er defineret ved at være åben for alle. Det vil sige, at de potentielle medlemmer kan færdes frit på siden, og de skal derfor kunne se, hvor dejligt det er at være medlem i lige netop din golfklub. En god øvelse: Betragt din klub-Facebookside som en "festsal med vinduer ud til gaden". Hvis folk kigger ind af vinduet, skal det ligne en fest, som man gider deltage i. 

Facebook er også en fantastisk "gratis" markedsføringskanal, og det er vigtigt at have det for øje, når der bliver produceret indhold til Facebooksiden. Og når der deles indhold i andre lokale Facebook-grupper. Sørg for at holde kommunikationen på et niveau, hvor selv dem, der ikke spiller golf kan være med og lad det primært være glæde, tilfredshed og store smil, der skinner igennem i de opslag, der bliver lavet. Det kan være, at der kommer et potentielt medlem forbi, eller at opslaget bliver set af et nyt publikum, fordi en af dine følgere deler det. Desuden kan du via klubbens Facebooksiden købe dig til mere rækkevidde og markedsføring, som er langt mere målrettet og billig end konventionel markedsføring og reklame. Eksempelvis kan man vælge at ramme indenfor specifik alder, køn, demografi og interesser.

Læs mere om annoncering på sociale medier her.

Facebookgrupper kan være gode som supplement til Facebooksiden. Grupper på Facebook er af natur skabt til mere dialog og interaktion. Eksempelvis er en "ny i klubben-gruppe" oplagt, da begynderne her kan finde andre ligesindede at snakke golf med og også have muligheden for at finde nogen at spille med blandt andre nybegyndere. I gruppen kan alle "tale" via opslag på væggen, men det bør stadig styres (holdes øje med) af en klubansvarlig. En gruppe kan ikke bruges til Facebook-annoncering. 


Hvad skal jeg slå op på Facebook?

Et Facebookopslag skal helst kunne vække en følelse hos modtageren. Den følelse skal selvfølgelig helst være positiv og trække i vedkommende, så han/hun selv vil opleve eller læse mere om det, som opslaget drejer sig om. Facebooksiden kan ses som en reklamesøjle for klubbens medlemmer og potentielle medlemmer, men det betyder ikke du skal tænke i salg hele tiden. Men tænk på hvordan du skriver om klubturneringer, banereperationer, aktiviteter og brug eventuelt emojis og opfordringer, hvis det falder naturligt. Fx: Hvem skal med til fastelavns-match på næste søndag? Inviter din makker eller en god ven. Læs mere her ( link til hjemmesidenyhed med billede).    

Et opslag på Facebook skal altid følges af enten et billede eller en video. Et rent tekstopslag bliver ikke rangeret højt i Facebooks algoritmer, så selvom intentionen og historien er god, så skal der rigtig meget til, at et tekstopslag får stor rækkevidde. Det er derfor vigtigt, at der følger et godt billede eller en video med et opslag - Facebook henter selv topbilledet fra din hjemmeside, hvis du sætter link ind derfra. Du kan godt slette link-teksten (som du lige har sat ind) i opslaget inden du poster - linket vil forsat være på billedet.  

Video rangeres generelt højere og højere i Facebooks algoritmer. Dog kræver video typisk også mere forberedelse og efterarbejde. Videoen skal gerne være interessant for modtageren (og et minimum af god lyd og billede) da der ellers hurtigt scrolles videre, hvilket i Facebooks algoritmer regnes som et negativt parameter.

Et godt eksempel på en video, som forskellige golfklubber har haft succes med, er video af greenkeepernes arbejde på banen. Det er jordnært og noget de fleste golfspillere kan relatere til, da det er til deres bedste, når banen bliver passet. Og at man sætter pris på det "lidt skjulte" men hårde arbejde. Man kan argumentere for, at det måske ikke henvender sig så meget til den nye golfspiller, men et kommentarfelt med glade kommentarer, kan være meget positivt, hvis man kigger ind udefra. Et andet godt eksempel kunne være 30 sekunders video fra en juniortræning med legende og glade børn, og info om næste træningsdag.

Husk altid at have et formål med opslaget: Hvad skal folk gøre, når de har set opslaget? klikke? tilmelde sig? dele? like? inviterer? kontakte sekretariat? 


Få dit opslag ud til flest muligt

Det kan siges simpelt: Godt indhold (se ovenfor) når længst ud. Når det så er sagt, så er der forskellige tricks, der kan gøre, at klubbens opslag når længere ud på Facebook.

  • Opfordre til deling: Medlemmerne er klubbens bedste talspersoner, og de vil gøre rigtig meget for, at deres golfklub har det godt. Derfor er de ofte villige til at dele de opslag, som klubben laver. Det er de lavthængende frugter, og dem skal klubben høste. Derfor: Når klubben laver opslag, der er vigtige i forhold til rekruttering, så kan i sagtens være direkte og opfordre til deling. Det giver hurtigt opslagene "ben at gå på" og rækkevidden bliver derfor meget større. Dog skal der ikke opfordres til deling hele tiden, da det vil udvande entusiasmen fra medlemmerne. Gør det, når det er vigtigt i forhold til rekruttering!

  • "Tagging": En anden måde at skabe interaktion er at opfordre til, at dem, der ser opslaget, skal "tagge" deres venner. Det vil sige, at de skriver vennernes navn i kommentarfeltet, som derfor får en notifikation om, at de er blevet tagget. Det giver større interaktion med opslaget og giver det derved større rækkevidde. Et eksempel på ordlyden i et sådan opslag kunne være til et billede af to spillere, der krammer hinanden: Hvem trænger tit til et kram efter 18 hullers golf? Brugerne af Facebook er vant til, at det betyder, at de skal bruge kommentarfeltet til at "tagge".

  • Køb dig til rækkevidde. Selv 100 kroner kan gøre en stor forskel. Annoncering: Læs mere om Facebook-annoncering her.

 

Formater til Facebook

Facebook ændrer ofte i formater til coverbilleder, profilbilleder osv. Vi kommer her med de anbefalinger, der er til formaterne lige nu. Vi vil forsøge at holde denne del opdateret, men ellers kan en hurtig googlesøgning klare det også. Formaterne er i pixels og angivet i bredde * højde

 

Facebook anbefaler et 1:1 format til billeder og et 4:5 format til videoer. Facebook anbefaler desuden 9:16 formatet (højkant), som dækker hele skærmen. Det samme gør Instagram.


Sidens profilbillede (rundt eller kvadrat - fx klublogo) : 160 px * 160 px 

Facebook link billede: 1200px * 628px

Facebook cover billede (fx billede af banen eller medlemmer) 828px * 315px

Kvadratisk billede på tidslinje og i opslag : 1200 px * 1200 px

Video: Minimum 504 px * 283 px - men også gerne kvadratisk og højkant til livevideo