De første resultater fra pilotprojektet, der har fokuseret på at styrke børne- og ungemiljøet i 10 udvalgte golfklubber, er overordnet set rigtig positive. Klubberne har i gennemsnit oplevet en vækst på 22% blandt deres unge medlemmer, mens væksten på nationalt plan har været 4%. Denne fremgang understreger effekten af en målrettet indsats, hvor de 10 klubber har prioriteret børne- og ungearbejdet, bl.a. ved at ansætte en koordinator og arbejde med Børne- og ungeløftet.

Nationalt har vi set den største vækst på juniorområdet i aldersgruppen 16-18 år, og denne gruppe er også vokset betydeligt i pilotklubberne. Men det særligt bemærkelsesværdige er, at pilotklubberne har formået at skabe langt større vækst end det nationale gennemsnit blandt de yngre aldersgrupper. Dette gælder både de helt unge under 10 år, som vi traditionelt arbejder med i regi af opstartshold, samt den klassiske juniorgruppe i alderen 10-15 år.
Pilotklubberne viser altså, at det er muligt at skabe vækst i hele spektret af børn og unge, når der arbejdes med miljøet i klubben og ansættes en person til at koordinere indsatsen. Erfaringerne fra disse klubber er løbende blevet delt som inspiration til andre klubber, der ønsker at styrke deres egne børne- og ungemiljøer.
Du kan læse om de enkelte pilotklubbers erfaringer her på siden.
Koordinatorrollen skaber værdi
Det vigtigste element i pilotprojektet har været ansættelsen af koordinatorer i de deltagende klubber. Koordinatorerne har haft ansvaret for at drive og udvikle aktiviteterne i børne- og ungeafdelingerne, og deres indsats har vist sig at være en afgørende faktor for succesen.
Flertallet af klubberne melder, at koordinatorrollen har skabt stor værdi og løftet klubbens tilbud til de unge. En af koordinatorerne udtaler: "Projektet giver meget stor mening i golfklubben. Det giver et løft til børne- og ungeafdelingen og skaber mere liv, opbakning og flere aktiviteter. Vi har oplevet flere børn på banen og en sprudlende juniorafdeling - det gør en kæmpe forskel."
Erfaringer og forbedringsmuligheder for fremtiden
Selvom det første år har leveret meget lovende resultater, er der stadig mange indsigter at hente og områder at bygge videre på. I de kommende år vil projektet have et endnu større fokus på samarbejde og tæt dialog mellem klubberne, koordinatorerne og Dansk Golf Union. De erfaringer, vi har gjort os i 2024, har skabt et stærkt fundament, men vi ser potentiale for at opnå endnu bedre resultater gennem tættere samarbejde i både 2025 og 2026.
Derudover udvider vi projektet med muligheden for at tilføje endnu et år, da det kræver tid og vedholdenhed at skabe varige og gennemgribende ændringer i klubberne. Et længere forløb vil give mulighed for at sikre, at de gode initiativer bliver forankret og kan fortsætte med at udvikle sig.
Desuden er rammerne og forventningsafstemningen fremadrettet blevet langt tydeligere. Det første år i et pilotprojekt indebærer naturligvis mange ubekendte, hvilket også har betydet, at rammerne og forventningerne til år ét ikke altid har været fuldt afklarede. På baggrund af vores erfaringer fra i år har vi nu en langt bedre forståelse af projektets delelementer. Vi har eksempelvis opnået en større indsigt i, hvilke personer der passer bedst til koordinatorrollen, hvem der finder det spændende, samt hvilke fordele og udfordringer der kan være ved at vælge forskellige profiler til stillingen. Samtidig er behovet for stærk klubopbakning og vigtigheden af vidensdeling og sparring klubberne imellem blevet tydelig.
Bliv en del af pilotprojektet
Hvis din klub har interesse i at udvikle jeres børne- og ungeomiljø og blive flere børn og unge i klubben, er der lige nu mulighed for at ansøge om at blive en del af pilotprojektet. Det giver adgang til ressourcer, sparring og støtte til at ansætte en koordinator og udvikle jeres børne- og ungemiljø. Læs mere om, hvordan I kan ansøge her: